19. feb. 1844

Fastelavns Mandag 19 Febr 44.
Der er en farlig Klippe, hvorpaa mangen Maler strander – den heder: Kjedsommelighed. Ogsaa jeg gaaer den grumme nær. Hvor sjældent seer nogen mit Maleri med Glæde, med synlig Fornøielse, uden en og anden, der forstaaer sig paa Reflexer, varme og kolde Farver o s v. Det kan være meget fortreffeligt, og jeg troer selv, at Maleren kun var lidet tjent med et Publicum, der slet ikke havde et øvet Øie. Men jeg vilde dog saa gjerne, at mine Malerier ved deres Stemning mere end ved deres Technik skulde være istand til at interessere. Dette er vist uopnaaeligt, thi fra først jeg begyndte at male, har dette været mit kjæreste Ønske, og jeg har endnu ikke seet det realiseret – eller kun en Tilnærmelse hertil. Malere og Kunstkjendere have tit og maaskee for tit rost mig – Publicum har stadig kjedet sig, og ønsket: flere Træer og: noget Levende. Have jeg end ikke savnet Opmuntring •73• af vægtige Stemmer, saa vil jeg dog tro, en ringe Yttring af Publicums Glæde vilde ganske anderledes opmuntre og opflamme mig. Men det maatte rigtignok være sand Glæde og ikke det Honningsmiil, hvormed hvert sukkersødt Billed fra Bærenzens Institut og utallige andre Væmmeligheder modtages. Den Overbeviisning, at jeg gjør Andre en virkelig Glæde er en langt skjønnere Løn, end [overstreget: selve] Bevidstheden om at have fuldendt selv det allerbedste Kunstværk, der kun var tilgængeligt for det øvede Øie. Jeg seer det med mine Tegninger. Jeg vilde hellere end gjerne tegne Billeder til Alverden, men standses altid ved Tanken om at de Mænd, hvis Dom jeg agter høiest, anseer disse Ting for Narrestreger og Tidsspilde. De gjør min Kunst til et Arbeid og jeg vilde have det skulde være en Lyst, hvad det aldrig kan blive: at arbeide paa en Ting, man veed, Faa eller Ingen ændser, naar den er færdig. Disse Faa kunne ikke glæde dem ved mine Arbeider uden som Ting, der love bedre Efterfølgere; men de tage Feil. Den er alt for megen Dovenskab, Flygtighed, Mangel paa Udholdenhed og skarpt Syn til, at jeg nogensinde vil drive det til en saadan Technik som vore bedre Kunstnere for Øieblikket •74• have. Naar jeg maatte lege mig igjennem Livet med Pensel og Farver til Legetøi, da skulde der maaskee komme et og andet Glimt, der nu qvæles af den forbandede Pligtfølelse, der aldrig har skabt det Ringeste, der er værdt at nævne, hverken i Livet eller i Kunsten. Saa! der fik Pligterne et Tryk – men de kan ikke vente Andet af mig, da de bestandig vælter dem kun halvt over mig, lader Fristelsen netop forstærkes til at sætte dem til side, og lader mig bestandig være i et Pløre af Ting, jeg kunde gjøre; men herefter gjør jeg det slet ikke!!!