25. feb. 1844

25 Febr 1844
af ”de sorte Riddere” af Ingemann. S 130
Og see! – imellem tvende Kæmpefjelde
En dyb og bundløs Afgrund aabned sig,
Den skjuled kunstig han med tynde Fjælle
Saa at den blev en Harpesangbund liig,
Da spændte han med overjordisk Vælde,
Imellem Klipperne forunderlig
Uhyre Strænge, af Metaller blandet,
Og see! en Trylleharpe for han standed!

Dens Overdeel i Ætheren sig hæved,
I Jordens Middelpunct den Hvile tog: •75•
Blandt Millioner Strænge Englen svæved,
Og vexlende med Vingerne dem slog
Nu Strængene som Havets Bølger hæved,
Et Ocean af Vellyd der uddrog,
Og toned i uhørte Melodier
De underfulde Verdensharmonier

– ”O! det er hvad jeg føled, hvad jeg aned!”
– udbrød ung Theobald i salig Lyst –
Nu er da det |da| udaf min Sjæl fremmanet,
Og nu har det Unævnelige Røst!

S: 135
Drag hen! var Englens Svar – drag i det Vide!
Og følg mig, hvor jeg lønlig leder dig!
Naar Tiden kommer, skalst du det og vide,
Som nu maa tykkes dig en Gaade lig:
Naar du ei forske vil, men trøstig lide
Paa Gud og Englen, som han sendte dig,
Saa toner vil engang den Stræng, som tier,
Først maa du føle selv dens Melodier.

•76•
af ”den hvide Pige” – Troels Smith.
Hun ligned Tonen af Harpens Strenge,
Som Vinden spiller paa, som hænge
Paa Egens Grene: den vilde Klang
Maa savne Kunstens ædle Tvang;
Dog tit den mildt, veemodig klinger,
Tit kan den bruse for Stormens Finger.
Engang den vilde Storm den slaaer,
At alle de Strænge søndergaaer.

Og mens hun græd ved et Menneskes Bryst,
Blev hendes fangne Aand forløst.