Menu

Johan Thomas Lundbyes dagbøger

28. apr 1842

28 April.
Igaar spiiste jeg hos Fru Ferral; jeg var bedt derhen med Tante Thea og Kadet Neergaard. Om Eftermiddagen spadserede vi ud til Kalkbrænderiet, ogsaa Aftenen tilbragte jeg der. Usigelig kjær var den Dag mig fordi jeg kunde see hende og tale med hende. Jeg vil og kan ikke frie til hende; men tænke paa hende det vil jeg og glæde mig derved. Hun maa ogsaa komme mig mere imøde inden jeg vover et saadant Skridt; venlig og blid er hun, men hun er selv alvorlig og gjør ikke noget Skridt i Henseende til at forlove sig, uden at have vel overveiet det; hun er vist ogsaa ældre end jeg. Bort med alle Tanker om Forlovelser, jeg vil samle mine Tanker til mit Maleri, min Kjærlighed til hende, om jeg tør •19• kalde min Følelse saaledes, skal styrke og ikke svække mig. Nu er min Stilling jo saadan, at jeg kan rolig hengive mig til mit Arbeid, lad da ikke nye Sorger igjen gjøre mig uskikket dertil. Min Moder skal, naar hun |nu| snart kommer træffe mig og ikke en sygelig Sværmer; hvert skridt jeg gjør fremad, nærmer mig til hende; om jeg kunde tro bevare hende i min Sjæl, det vilde styrke mig i Fristelser og forsøde mit senere Liv om det er Vor-Herres Villie, jeg skal dele det med denne elskværdige Pige. Dermed vil jeg søge at slaae mig til Ro.

om Aftenen.
Hvor let er det ikke at tage en god Beslutning, men saare svært at udføre den. Nu kunde jeg arbeide, være maaskee endog til Trøst og Glæde for Andre, for min Moder, mine Brødre; men de Længsler i mit Bryst, som ere vaagnede de ville ikke ophøre, mod dem skal jeg kæmpe, hvorfra skal jeg faae Kraft dertil? Saa mangen Glæde byder Livet og dog er det tomt, fordi jeg Ingen har at dele dem med; har jeg ikke Slægt og Venner – det er ikke nok, de skulle jo dele deres Velvillie ud til saa Mange. Tit have de andre Interesser, saa jeg ofte maa føle det Utilfredsstillende i Venskabet, og dog troer jeg at have kjendt ret elskværdige unge Mennesker. Den kjære Lorenz Frølich, han var sjældent begavet, men han er jo borte, selv forknyt og mismodig tit – Julius Hedermann, i Dig boede en elskelig Sjæl, Du er ogsaa borte, længere borte, hvor ingen Suk og Klager naae hen; hvor tungt end Livet skal blive, saa skal jeg dog ogsaa til Hvile engang, skal vi da atter mødes, store Gud? ja, underlige er Dine Veie, jeg vil ikke spørge ”hvorfor”, hvorfor kalde dem saa tidlig bort, i hvem der var saameget Godt, de, som kunde her virket saa meget: Købke, Fabricius, Hedermann! I ere lykkelige. Brandis, ogsaa i Dig er meget Godt, og Du, kjære Skovgaard! men ingen af Jer kan udfylde den Tomhed i mig, den Plads, som kun tilhører en god, elskværdig Pige. Hun vilde dele Ondt og Godt med mig, bevare mit Billed i sit rene Sind, med Glæde læse mine Ønsker i mit Øie, hun vilde sidde hos mig, naar jeg malte, gaae med mig i den fri Natur, glædes med mig ved Fuglesangen og alt det Smukke vi have for Øie paa Landet, i Hjemmet vilde hun sysle, at det blev hyggeligt, blev jeg syg vilde hun pleie mig, yndigt vilde Livet gaae hen, hver Dag skulde være en Festdag. Er det Egoisme, der leder mig – vilde jeg Intet gjøre for hende, jeg vil dog gjerne glæde Andre nu, naar jeg kan, hvormeget mere hende, jo, Alt vilde jeg gjøre for at hun skulde blive lykkelig – Lad det fare! – og hvad er det da, som bydes mig, hvad er Alverdens Glæder og Goder, naar vi skal nyde dem ene. Skal jeg, der er af Naturen munter og har et let Sind, skal jeg føre et strængt, alvorligt Liv, ene offret til Kunsten, see ned paa de menneskelige Lidenskaber som paa Daarskab, stivne, saa jeg røres hverken af Med eller Modgang og tilsidst henleve en sørgelig Alderdom, maaskee •20• uden at have gjort Noget, der vil overleve mig selv, dø hen uden at noget Øie skal vædes eller noget Menneske savne mig, skal det blive min Lod, det blev mangen Malers. Lad mig dog i min Ungdom drømme om en større Lykke, Virkeligheden vil nok slaae af. Derfor skal ogsaa det friske Haab leve i mit Inderste, naar jeg udenpaa burde see ud som bare kjedsommeig Flid, men mit Ydre kan kun daarlig lyve, jeg er kun altfor aaben, enhver kan gjennemskue mig og det vil neppe feile, at jeg jo kommer til at gaae som en godmodig Drømmer, der jager efter større Lykke end Jorden eier, efter et poetisk Liv, Vor Herre veed alle de høie Navne, Verden tillægger de Ting man kan stræbe efter, som ikke heder Penge, og hvad Penge giver. Men det troer altid Verden, at det gaaer gruelig høit, naar den ikke kan fatte Ens Morskab. Er det ikke netop det ganske simple fordringsfri Liv som glæder mig, og som jeg efter Evne ønsker at gjengive; Bondelivet, Dyrelivet indeholder for mig langt mere Poesie end de saakaldte dannede Klassers, og det er forbausende at lægge Mærke til den Forskruelse, som just de er i Besiddelse af, der allersnarest kalde Andre saaledes. Kunst, Poesie og Musik skal jo altid holde for i Selskaber; men det sortner for Øinene imellem ved at høre de Bemærkninger, som falde over disse Emner, saa grueligt have de ofte misforstaaet Kunstnerne. Men jeg mærker, at jeg er kommet ind paa et af de [overstreget: Kapitler] faa Kapitler, hvor jeg troer jeg kunde blive veltalende, det har jeg ikke Lyst at fordybe mig i nu, helst i disse Dage, da det lader til, man vil prøve om det er mit Alvor, at jeg ikke bryder mig om Publicums Yndest, uden for saa vidt at jeg dog skal holde Livet oppe. Klynke vil jeg ikke, skjøndt det kunde blive slemt nok, dersom det nødte mig til at sætte mit store Arbeid tilside. – Nei, Haabet vil jeg ikke opgive, det hører den Unge til. Meget af hvad jeg inderligst har ønsket er alt gaaet i Opfyldelse, Mere vil skee, som jeg længes efter ”naar man nøies med Lidt, faaer man lettelig sit!” I Rom, Louise, i det deilige Neapel, paa Ætna skal jeg tænke paa Dig! Rom, Neapel, Ætna, Louise – er det Lidt at ønske, det er det ikke, men maaske heller Intet af det skeer. –
Underligt er det saaledes at nedskrive sine Tanker og Ønsker, men jeg har stor Glæde deraf og vil have mere, naar jeg kom til at reise lidt om, hvad der dog ikke er gode Udsigter til i Sommer for det store Malerie. –

Fakta

28. apr 1842
Dagbog A, side 18-20

Det kgl. Bibliotek NKS 4201, I, 4°

Johan Thomas Lundbye: Et Aar af mit Liv, Mogens Lebech (red.), København 1967, s. 63-65

Article dagboga side18
Article dagboga side19
Article dagboga side20