27. apr. 1844

27 April 1844.
Lad mig atter vende tilbage – lad mig i Tanken tit vende tilbage til Billedet af det yndige, stille Væsen, der tidligt gjorde et dybt Indtryk paa mig. Hun er her i Byen; hendes Fader har solgt den gamle Gaard, Rudernes Herresæde, og er nylig flyttet hertil. Jeg har ikke seet hende, hun er syg – •155• den stille, taalmodige Pige har lidt Smerter, der har afpresset hende Skrig, o Gud! hvorfor maa hun, der var en Velsignelse for den Lidende, selv lide saa haardt! skal ogsaa hun forlade dette Liv, o lad hende da ikke lide, hun er saa god; hun er en af dem, hvis elskelige Sind gjør hende til en Velsignelse for dem, der staa hende nær – gode Gud! tag hende ikke bort fra denne Verden endnu! men er det saa Din Villie, da skjænk hende Din milde Fred og befri hende fra tunge Lidelser, at hun kan i Fred gaa over til et bedre Liv. Hun var vist længe fortrolig med Tanken om Døden, saaledes saae det ud, efter hendes Væsen at dømme. – Hvorfra kommer denne Frygt for at hun skal dø? Jo, det er som om vi have en bestemt Gjerning her at udrette, den: at kæmpe [overstreget: sig] |os| til Fred og Seier, og denne Gjerning fuldføre nogle i deres Ungdom – Andre behøve et heelt Menneskeliv dertil; men er Gjerningen fuldbragt, da præger det sig i det Ydre, og man vil maaskee kunne see paa et Menneske, naar Døden nærmer sig. Indtræffer dette i Ungdommen, inden Livets Sorger har naaet Hjertet, da forekommer det mig som en sjælden Lykke. – Louise Neergaard! Ydmyg og beskeden hævede min Følelse sig til Dig, den er reen og ubesmittet, jeg kan ikke fordømme den. Men mange Gange er det Ønske steget hos mig: hvad mon Louise tænker om mig, mon hun har bemærket, at jeg har hende kjær? det Ønske lever endnu – er det syndigt, da vil jeg ogsaa qvæle det, og ene glæde mig ved, at jeg har kjendt en saa elskelig Pige. –