14. apr. 1844

14 Ap.
Ligefra Skovgaards tidligste Arbeider har der været et Alvor og en Dygtighed [overstreget: i hans b] og Spor af hans nøie Kjendskab til Naturen; de vare tit noget barske, men et alvorligt Øie kunde ikke andet end glæde sig ved at see en saadan Skov ved Vintertid f: Ex. hvor Bækken er lagt med Iis og Bøgebuskene staae med det røde Løv; hvor nydeligt satte han ikke Bogfinken og andre Smaafulge hen med et Par Strøg. Tidligt havde han sat sig ind i de forskjellige Træers eiendommelige Forgrening og gjengav |dette| om ikke med Buntzens Dygtighed, saa dog med langt mindre følelig Anstengelse, saa Beskueren blev ikke nødt til kun at nyde: Egen, Bøgen, Birken o s v, men kunde glæde sig ved den hele Skov. •92• Hans Opdragelse paa Landet i en Landsbyskole har givet ham saa meget, der i Kunsten maa komme ham tilgode, idet han tidligt har modtaget stærke, varige Indtryk af Landlivet, det er ikke for ham noget nyt, han først i en senere Alder saae og glædede sig ved, men hans hele Tankegang er dansk, folkelig-dansk. Derimod gjør det mig ondt at see, at han nu er blevet for gammel til at lære meget, han som dannet Menneske havde godt af at lære. Dog Alt, hvad han kan høre og see opfatter han livligt og gjemmer troligt, men læse kan han ikke holde ud, og skriftligt at udtrykke sig er ham meget imod. Det har moret mig at see i de faae Breve, jeg har modtaget fra ham, den stive, jeg kunde næsten sige Cancellistiil, hvori de ere affattede, uden paa nogen Maade at være slette. Her maa jeg ogsaa anføre den Sky han har for at tale, hvor flere ere forsamlede; der er han blot modtagende, sidder stille hen, tilsyneladende fordybet i egne Betragtninger, men jeg har dog lagt Mærke til, at ikke meget undgaaer ham. Han kan nok tale, og jeg har hørt de ældre Kunstnere sige, at Skovgaards Ord har altid Vægt, men han gjør det sjældent. – Han er saaledes i mine Øine en af vore dygtigste Kunstnere, med et dybt, ædelt Gemyt og varm Begeistring for alt Fædrelandsk. – Dersom jeg kan føre dette igjennem skal jeg maaskee engang mere udførligt beskrive hans Arbeider og i det Hele ordne Bemærkningerne bedre.

•93•
Dreyer
har langtfra Skovgaards Alvor og Dygtighed i Gjennemførelsen af de enkelte Ting; men han har en egen Ynde i Valget af sine Landskaber, der gjerne ere mere aabne, med fjerne Udsigter, hvorimod Skovgaard gjerne holder sig til Skovdybdernes Eensomhed. Dreiers Pensel er ikke smuk, tit ubehagelig bred og ulden, men paa den anden Side let, og i hans Farver er der tit en overordentlig Zarthed. Dreyer har meest malet Fyen og Jylland og hans Stykker ere altid fulde af Poesie; det er som hørte man Kæmpevisetonen klinge igjennem, saa yndigt har han fremstillet Bakker og, Søer og Skove. Kæmpevisen har altid tonet deiligt i mit umusikalske Øre, og jeg har troet at bemærke en fuldkommen Harmoni mellem dem og Landet, hvor de fødtes, ligesaa klart som jeg har følt Folkekarakteren speile sig i vor Natur. Noget lignende har jeg følt ved Dreyers Arbeider. Men han er svag, har ikke Kræfter til at udtømme sit Stof, eller, om dette maaskee er umuligt, saa dog ikke bringe ud af det, hvad der kan. Saaledes har han iaar et Parti af Jyllands Vestkyst paa Udst: Det er fiint i Farven, net valgt, og en egen Sølvtone gaaer derigjennem; men det har ikke det Imposante som den Natur efter Alles Beskrivelser har, og som man selv af dette Billed kan see den maa have. Det er ikke den Kyst, der har kostet Hundreder af kjække Sømænd Livet, ikke det Hav, der kan være i een Fraade saa langt Øiet kan •94• række, eller ogsaa hvile i unævnelig Majestæt. Hvorfor vælge det i triviel Almindelighed – ? Dertil kommer, det er ikke godt tegnet; de forsvindende Linier i Bølgegangen inde i Bugten er ikke følte; heller ikke Klitterne er tegnet med saamegen Karateer, som man kunde ønske. Forgrunden indtages af et nedstyrtet og knuust Stykke, der nu danner en Art Forhøining af en sortagtig Farve; det kunde gjøre en herlig Virkning, men savner den kjærlige Haand, der kunde lokke dets Skjønheder frem. – Dreyer er et underligt Menneske; sky og tilbageholden, sine Venner hengiven, men meget empfindtlig og støder hyppig tilbage, næsten uden man kan tænke sig Grunden. Han har vist en ægte Kunstnersjæl og et øvet Øie, men føler sig maaskee vel meget krænket af Kritikken, ihvorvel denne har stundom behandlet ham ilde, Noget en Kunstner bør kunne taale. – Hvad jeg ikke kan tilgive ham er hans Skjødesløshed med Hensyn paa sin egen Person, der drives til en Grad, som jeg finder en Kunstner uværdig, ikke af Tvang men af Uorden. Ogsaa hans Hjem er aldrig hyggeligt eller blot ordentligt, saa jeg har aldrig besøgt Dreyer, uden for at see hans Arbeider; det kunde ikke falde mig ind i hans Stue at sidde og tale med ham, jeg savner virkelig en Plads dertil – dog dette er jo Biting. Et eget Træk som ganske •95• karakteriserer ham, fortalte Skovgaard mig nylig: han havde nemlig spurgt Dreyer, hvorfor han ikke vilde være med ved Thorvaldsens Begravelse, hvortil han svarede: jeg er bange at vi kan ikke bære den svære Kiste. Skovgaard sagde ham, han kunde vel tænke, man vilde ikke tillade det, naar det var saa svært, at man kunde befrygte, den vilde tabes – og det lod som han derved blev beroliget; men han kom ikke med, og da Skovgaard bagefter spurgte ham, hvorfor? svarede han: jeg var bange for at vi kunde ikke bære ham! – Saa underlig upractisk kan han være. Dreyer har tidligere med stor Lyst malet historiske Stykker, men jeg troer det er heldigt, at han har opgivet dette for Landskabet; han havde neppe Kraft dertil, skjøndt flere af disse Forsøg bar Præg af hans zarte, poetiske Gemyt – det var som om han trængte til at udtale mere, end hvad Landskabet er i stand til at sige. Dreyer staaer temmelig ene i Verden, har ikke her mange Venner, maaskee en Følge af hans for store Empfindtlighed; men, saavidt jeg kan mærke er han sin gamle Moder inderlig hengiven og mere end een Yttring har viist mig, at der ogsaa i ham er et kjærligt, blødt Gemyt. –