13. apr. 1844

13 April
Jeg tvivler ikke paa, at det jo har været min Hensigt igaar her at give nogle høist interessante Bemærkninger om Middelalderens Forhold til Nutiden; men idag kan jeg ikke finde dem igjen. En Ting jeg havde Lyst at skrive om, men som endnu langt overstiger min Evne, er: Kunstens nationale Betydning, Noget jeg har grundet paa saalænge jeg har ført en Pensel, og som det glæder mig at see, at Mænd som Høyen dog ikke anseer som reent Hjernespind, idet han i et Foredrag i Scandinavisk Selskab udviklede sine Ideer derover. Dette skete vel med et Overblik, jeg langt fra er i Besiddelse af, og jeg vilde kun indskrænke mig til at bemærke de svage Yttringer, jeg have [overstreget: erfaret] seet gjøre sig gjældende. Dette kunde jeg maaskee bedst ved at knytte mine Bemærkninger til enkelte Kunstnere, •88• og i svage Antydninger give mine egne Drømme. Hvad de Ældre angaaer, til hvilke jeg i denne Henseende knytter meget Haab, da gjør det mig ondt at see, hvor stærkt og uudsletteligt Indtryk Italien har gjort paa dem; f Ex: Sonne, der i sine reent nationale Fremstillinger dog ikke kan blive italienske Ansigtstræk og Costumer qvit. De vende tilbage med Kjærlighed til Fødelandet, men lukke Øinene til for ”den graae Farve” – ”den kolde Luft” o s v. De have smagt et italienske Solskin og nu kan en af vore skjønne Sommerdage ikke længer tilfredsstille dem. Det er tungt, thi de maa elske selv vort ustadige Klima, der dog byder mangen deilig Dag og selv i sin [overstreget: kolde] Kulde og Raahed er eiendommelig; dette maa sees ikke som en Mangel, men som det Givne, Kunstneren skal behandle smukt. Jeg tør ikke indlade mig paa Skabelsen af et nordisk Historie- og Mythe-Maleri, der skal brydes en heel ny Bane, og de første Forkæmpere maa vel falde, men falde da med Ære – derimod Landskabet og Folke- Dyre-Livet, som ligger aabent for mit Øie, synes jeg bedre at turde have en Mening om. –

•89•
Skovgaard.
Siden Frølichs Bortreise for halvfjerde Aar siden var Skovgaard min nærmeste Omgangsven, og han har som Kunstner havt stor Indflydelse paa mig, der i høi Grad har Agtelse for hans Mening om mange Ting. Hans Gemyt er stille og dybt, alvorligt og indesluttet; kun for sine Venner udtale han sig frit og uforbeholdent, men da viser det sig, at han, ligesom jeg selv, er ganske Følelsesmenneske; Forstanden er underordnet hans stærke, varme Følelse for alt Stort og Skjønt, og han savner den Klarhed i sit eget Væsen, der skærper Dømme-Kraften. Han optager Andres Meninger tit, gjør dem til sine egne og forsvarer dem støttet til dem, der for ham er Autoriteter uden altid klart for sig selv og Andre at kunne godtgjøre sin Menings Rigtighed. Saaledes ledes han ogsaa som Maler af reen, kunstnerisk Takt, som om, han altid levede i en smuk Drøm, og jeg har endog troet i hans Øie at see Udtrykket [overstreget: af] heraf, idet der er noget Taaget, ligesom et Slør for hans Blik, Noget jeg oftere har lagt Mærke til. Hvad Skovgaard bedst fremstiller og ret med Kjærlighed har levet sig ind i er Plantelivet, ligefra det store Træ indtil den lille fine Græsplante. Iblandt hans •90• Arbeider paa denne Udstilling (1844) udmærker især hans Landskab ved Gurresø sig. Det er stille mildt Graaveir, Søen er blank og det klarer neden til i Luften. Sivene er fortreffelige saavel i Masserne som de enkelte forreste, og i de forskellige Træsorter har han med mere Fiinhed end sædvanlig vidst at sondre de grønne Farver, som tidligere undertiden i hans Billeder have været temmelig skjærende zinobergrønne. Naar jeg skulde indvende Noget mod dette Stykke, da blev det, hvad der oftere har stødt mig hos ham: en Mangel paa Simpelhed i Forgrunden, hvor han samler for mange smaae Gjenstande. Dette Maleri er saa smukt i Tonen, saa dygtigt i Udførelsen af hver enkelt Gjenstand, at det hører til de smukkeste Landskaber, jeg har seet malet her. Han har tillige udstillet 3 smaae Landskaber forestillende aabne, frie Partier i stærkt Solskin; men dette er for Skovgaard en ganske ny Retning, som jeg troer ikke saa ganske passende for ham. Dog er det lille Stykke: Havemølle ved Slangerup et allerkjæreste lille Billede; [overstreget: Linierne i det] Formerne i Jordsmonnet saa kjærligt seete og smukt gjengivet og Græsset med de mange Blomster deiligt malet. I de to andre: Strandpartier paa Nordkysten af Sjælland finder jeg mere at anke imod, endskjøndt de begge indeholde meget deiligt Træk og ere ægte •91• nationale Fremstillinger. Jeg har vanskeligt ved at betragte dem som Andet end Studier, de ville ikke samle sig for mig til hele Malerier; jeg savne Totalvirkning i Lyset og finder dem meget tomme. Tillige er der i Tegningen ikke altid den Fiinhed, jeg turde ønske i saadanne Sager. Desforuden har han et Portrait af Doctor Krebs, der som alle Skovgaards Portraitter har en kjæk Opfatning og er malet med en Djærvhed, der tit har mindet mig om Carl van Mandern, om han ind imellem bliver lidt raa – I Skovnaturen er han hjemme, sand og naturlig giver han vore Skoves Karakteer og jeg veed ingen af vore Malere som heri kan maale sig med ham; det skulde være Buntzen, men han gaaer for meget i Detail og bliver smaalig.