16. dec. 1844

16 Dec 1844.
Jeg føler mere og mere, at det kommer an paa at see med egne Øine baade paa Andre og paa sig selv. Ved at gaae tilbage i Erindringen, finder jeg mig i de første, ja i adskillige Aar, ganske i Thomsens Ledebaand. Det gik længe, men tilsidst følte jeg dog, at han ikke ret kunde bringe mig videre, han gjentog sig selv ofte, og blev mere en faderlig Ven, end en kraftig, indsigtsfuld Veileder. Dog skal jeg aldrig glemme, hvad Thomsen har været for mig, og det har gjort mig ondt: at høre ham beskyldt for en høi Grad af Forfængelighed, hvoraf vi vel Alle have hver en Portion; for mig var det aldrig den Egenskab, der først traadte frem, men langt mere hans Hjertelighed og den Godhed, der straaler ud af hans Ansigt. Dog, det kan ikke negtes at jeg havde en Fornemmelse, som om jeg var trængende til mere, end hvad han kunde give mig, – da kom jeg i Bekjendtskab med Høyen. Hos ham fandt jeg: Aand, Kundskaber, Øie, Liv, Begeistring, kort Alt, hvad der kunde glæde, trøste og anspore. Min Beun- •135• dring for ham steg saa høit, som den sædvanligt gjør hos unge Mennesker, der med Varme for Noget, og det har jeg dog vel for Kunsten, gjerne lade dem henrive af det Eminente i denne deres Yndlingsretning. Jeg kjender ikke let nogen deiligere, smukkere Følelse, end den Begeistring, hvormed den Unge slutte sig til den Aandsoverlegne, naar ved en Forelæsning alle Tilhørerne sidde i den spændte, lydløse, lyttende Stilling, indsugende hvert Ord af Taleren, og hans Tales glødende Begeistring om ikke født saa dog stærkt næret af den ulmende Glød i Forsamlingen. Har Nogen Tvivl om, hvad Aand vil sige, kan han i slige Øieblikke faae en levende Følelse deraf, om han kun ikke er saa beregnende, at han ikke tør lade sig henrive. Saaledes har jeg lyttet til Høyen, og uforglemmelige skal slige Timer være mig; men hvorfor maatte jeg ikke være tilfreds dermed? hvorfor skulde hvert Ord af hans •136• Mund være det ene Rigtige, Sande? Derved skedte megen Skade: thi han blev for mig et Orakel, som Grundtvig var det i andre Henseender tidligere, og vandt snart en saadan Myndighed, at jeg ikke torde, ja, ikke ønskede at eie nogen Mening som han ikke havde bekræftet. Nu føler jeg det som en Byrde, men hvordan fravriste ham, den Langt overlegne, en Magt, han muligen ikke vilde opgive uden tillige at tabe Interessen for mig, saameget mere som jeg sporer en Drift til at opponere mod meget af det som den høyenske Kreds har sat sig i Hovedet som Uomstødeligt. Ja, dersom det ikke er Hovmod: med Lyst imellem at hengive sig til den overstrømmende, ungdommelige Følelse af Kraft, [overstreget: saa vi] der kan betage os, saa vi synes: at hvad selv de største Mænd gjorde, skulde dog kun blive Smaating mod, hvad vi vilde gjøre, dersom – •137• ja, der kommer et dersom, som det er vanskeligt at føie nogle Ord til, men som netop berettiger den Unge til en saadan umaadelig Nydelse af sin egen Styrke, den Verden nok skal svække. Altsaa dersom dette ikke er Hovmod, da kunde jeg udtale, hvad der rører sig i mig, saaledes: jeg vilde at den tause, beskedne Johan Lundbye der af Velvillie alt i et Par Aar |siden Vinteren 1839-1840| er optaget i denne smukke Krands af vore dygtigste Kunstnere, skulde nu, ved at træde af som en fornuftig og dygtig og savnet Opposition, gavne Kredsen og afbetale en Deel af den Gjeld, hvori han er sunket ved: at være taalt. – See, foruden Evne og Dygtighed baade i Sproget og i Kunstens Udøvelse og Historie fattes dertil endnu, hvad jeg maa skamme mig iver, fordi det mere er, hvad man selv •138• kan give sig, nemlig: Mod, og det vil upaatvivlelig ikke gaa saaledes, men snarere vil man blive gal i Hovedet over at en saadan Stymper sidder og knurrer, lade han seile sin egen Sø og betyde ham, at han er en uvelkommen Gjæst. Men ogsaa dette maa jeg lade mig behage; thi kun een af Delene kan skee, det er et af de store Enten-Eller, hvor Valget er langt lettere i Theori end i Praxis.
Den første Gang, jeg drikker Viin igjen, skal jeg drikke et Glas paa dette Nytaarsønske: at jeg maa faa Mod til at vælge, og vælge mig selv! som Søren siger.

senere samme Dag
Jeg har i denne Tid læst: Grundtvigs Brage-Snak, de to første Bind af Steen Blichers Noveller, Apuleius’s gyldne Æsel og Heibergs Psyche. Den første er det jo Vanvid at ville betragte som Lærebog, men den har i høi Grad interesseret •139• og forbauset mig ved sin mageløse livlige Stiil. Af Steen Blichers Sager interesserer mig fornemmelig de jydske Fortællinger, som jeg finder er sande Mesterværker. Apuleius-Æsel, denne ældgamle Roman morede mig meget ved sin livlige Tone og den ængstelige Betragtning af Begivenhederne ved den ulykkelige forvandlede Lucius. –
Hvad Heibergs Psyche angaaer da var der saameget der stødte mig, at jeg havde Møie med at nyde Skjønhederne, og det er dog disse der bør være Maalestokken. Moderens og Ammens Afsked med Psyche vilde slet ikke behage mig, Scenen med Vagten som finder den sovende Cyrillus har ved Siden af ægte comiske Steder saadanne Ting, som, ved altfor levende at minde mig om vore Dages Støvlettjeneste, for mig faldt saa ganske ud af Tonen. Og flere Steder bruger han ravjydske Ord, som: hvor Venus seer sit Billed i Bølgen med ”forstjaalne” Blikke, et Udtryk som reent fordærver det deilige Sted. Men Psyche er heelt igjennem deiligt skildret. –
Dette er nu den anden Bog, jeg har fyldt, og jeg skammer mig over det ringe Indhold, dog kan jeg ikke lade være at fortsætte i det •140• Haab at mine Optegnelser dog skulle vinde i Tydelighed og Klarhed og saaledes bidrage til at skærpe og uddanne mine egne Evner. I hvert Tilfælde morer de mig som Erindringslister. Jeg tænker dog, at denne har imellem alt det Klynkeri, hvormed mangen Side er opfyldt, dog mere Indhold, end den første, den nye skal faae mere, end denne og saa faae Jeremiader som muligt. Maatte den nye følge mig ud over Grændsen!
Jeg vil skynde mig at lukke Bogen inden Julen kommer, den glade Juul! passer ikke i denne, men kunde danne en prægtig Begyndelse og være et godt Varsel, om Julen iaar for øvrigt skal blive glad. Dersom Forsætter kan hjælpe, da vil den det, thi jeg har bestemt: at jule af alle Kræfter. Og dermed Farvel, kjære Bog! Tak for Din Modtagelighed! tak fordi Du gjemte dog trofast mere end eet dyrebart Minde.
Finis