7. dec. 1844

7 December
Da Lysten til at reise til Foraaret vedbliver lige stærk, og nu den Tid ikke er fjern da der maa gjøres Skridt i den Anledning, maa jeg være betænkt paa at møde den Mands Opposition, jeg meest kunde ønske stemt for mit Ønske. Jeg aner at Høyen vil bekæmpe denne Reise saa kraftigt, at det kan muligt koste mig hans Venskab, og kommer •129• jeg saa bort, og kommer jeg saa tilbage ligesaa klog, som jeg reiste, ligesaa død, ligesaa halv, ligesaa uklar – var da ikke Reisen for dyrt betalt, om den kostede mig en af vore genialeste Mænds Interesse. Dog, blev han vred paa mig [overstreget: der-]fordi jeg ringeagtede hans Raad, da var det dog egentligt ubilligt, thi det ligger dog ikke i noget Menneskes Evne: at kunne forudsee det Indtryk, som en skjønnere Natur, og en kraftigere Fortids Levninger af Kunstsager, ville gjøre. Det vil jeg søge at forestille ham og det vil han maaskee gaa ind paa, og det kan saaledes alligevel gaa af i Mindelighed. Skulde jeg af Svaghed opoffre mit kjæreste Ønske, fordi jeg manglede Mod til at trodse en eneste Mands Mening, selv om denne var den vægtigste. Jeg dirrer af Glæde ved Tanken om at bereise fremmede Lande; og jeg kan vel naae en saadan Glæde, der er andre, som ligger udenfor mine Grændser, lad mig dog nyde denne.

•130•
senere Nissen og Trolden
Disse to Væsener interessere mig vel begge, men i meget ulige Grad. Tidligere vare de eet for mig, thi begge have de røde Huer og graae Klæder, men efterhaanden som jeg betrager dem, seer jeg mere og mere Forskjellen. Nissen, der hører til Huse, Gaarde ja vel endog til Skibet giver sig tilkjende ved tusinde Spillopper, og har han end i gamle Dage bragt Velsignelse over Gaarden, hvor han var, saa er han dog nu langt mere sunken ned til, og frister ved Julegrød en kummerlig [overstreget: Existens] Tilværelse som Bajads. Han lever jo virkelig endnu paa en Tid, hvor alle disse herligere Skikkelser staa som sørgelige Spøgelser, og burde vel ved dette sit Liv netop interessere mig, men nei! thi det, hvad en Tid, der bryder Staven over Guder og Jetter, kan lystes ved at optage maa sikkert være den mindst poetiske Deel. Skulde nu Nogen finde en Modsigelse i den Mængde Tegninger jeg har gjort af saadanne Væsener, og netop anviist Bolig i Kakkelovnen, i Uhret, kort, i min Stue, •131• da vil han ved at see disse Ting let finde, at det bestandig er Bakketrolde og ikke Nisser, selv den, hvor det skulde være den sidste, som f Ex: hvor han fodrer Hesten, hvor han rider paa Studen o s v. –
Bjergetøi, Høifolk, Bakketrolde – det er mine Venner, i dem [overstreget: el] seer jeg Kunsten representeret, naar [overstreget: jeg] |man| tænker paa den Anseelse, hvori Smeden stod hos vore Fædre, Smeden, der forfærdigede de kostelige Vaaben og tillige de dyre Smykker. Troldene ere fødte Smede og længst tilbage i Hedenold see vi ogsaa ikke alene [overstreget: Sværd] |Vaaben| som Tyrfing og Mjølner, men ogsaa Kunstværker som Freias Brysing men og Sifs deilige Guldhaar udgaae fra deres Værksteder. Naar de ere Nordens Oldtids Kunstnere med Vølund iblandt dem som Thorvaldsens blandt os, da have de ogsaa Krav paa Kunstnernes Deeltagelse. Men ligesom Thorvaldsen stod saa høit, at man imod ham slet ikke kunde føle sig som Kunstner, saaledes blev heller aldrig Vølund den Skikkelse, der stod for mig i disse mine vaagne Drømme, men det •132• blev de smaae dagskye Tusindkunstnere, der mere lignede mig starblinde Ugle, hvis høie Mod og dristige Drømme nu engang ere stækkede. Det Forsagte, det Sky har for mig noget høist Tiltrækkende, jeg elsker det i Dyret og følger med Deeltagelse selv den arme Skruptudse til [overstreget: det] den mørke Hule, hvor den finder Fred. Det er ikke af nogen saa ædel Bevæggrund som Beskedenhed, nei, det er et vist Behag i det Middelmaadige, en indre Nødvendighed til at |see| Bommen slaaet ned et Stykke henne paa hvilken Vei, jeg saa end maatte vælge. Det er uden Bitterhed, thi jeg føler det som en Følge af Mangel paa Mod selv i Tanken, hvorved der altsaa aldrig kan blive Tale om Forurettelse, o!, naar det bare ikke maatte see ud som Lyst til at spille Martyr, Miskjendt, H C Andersen o s v af den Slags. Men jeg kom nok langt fra Texten: Smaatroldene, om hvilke jeg ikke vil sige mere, end at det forekommer mig som om det Onde, man tillægger dem bærer Spor af: at det er tillagt dem •133• af en from christelig Iver, men egentlig ikke som noget der var tilstæde som absolut Ondt allerede i Hedenold. Navnet: Trold anvendes endelig ogsaa paa disse store Skrumler, der have slynget vældige Stene mod hinanden, mod Kirker |spiist Mennesker| og udrettet andre Voldsomheder en gros, om dem har jeg slet ikke talet og vil kun sige: at de behage mig ikke til daglig Omgang. –
Sluttelig vil jeg kun bemærke, at jeg aldrig Gud være lovet! har været saa poetisk exalteret, at jeg har anseet det fornødent, at bilde mig selv ind: at jeg nærede en Slags Tro paa saadanne Væsener, ja vel end og havde seet dem ved en og anden Leilighed, nei, jeg hader alt af den Slags, og synes: at hvad vi af en Aandeverden, om ikke nødes til at antage og tro, saa dog ømme os ved [at] forkaste, maa behandles med mere Værdighed, end som saa: at det kan tjene til behageligt Skjømt, halvt alvorligt og halvt spøgende, i hvilket som helst Selskab, det skal være.