Mellem 11. sep. og 7. dec. 1844

Ja, kjære Bog! see i denne Udgydelse et kraftigt Beviis paa min Kjærlighed til Dig, uforbeholdent har jeg udtalt, hvad der kan gjøre mig Skam, om du nogensinde røber mig; men du var tit kjærlig mod mig, optog i mismodige Øieblikke villigt mine Jammerklager, dem ingen Anden gad høre, hvorfor da ikke være fuldkommen oprigtig mod dig. Du er som en Ven, der mellem dine Blade gjemmer Minder om Godt og Ondt, Glæder og Sorger, og fleest af de sidste, uden at du nogensinde viiste dig uvillig til at modtage, ja, du var tit en bedre Trøster, end Mennesker. Snart er ogsaa du fyldt, og ligesom jeg beskriver dine Blade, saaledes skriver jeg hver Dag med levende Skrift, skjøndt tit daarlig, i den store Livets Dagbog, som opbevares paa et andet Sted. Om Indholdet af dig er godt eller slet, saa har det dog altid en vis Tilfredsstillelse at have fyldt dine Sider – maatte jeg kunne sige saaledes om den anden! – Du skal vidne for og imod mig maaskee engang naar jeg har lukket mine Øine – den anden skal vidne imod mig engang, naar Øinene •128• ere brustne og Hjertet kommet til Ro, vidne imod mig, men hos en Dommer, der ved Siden af Alvidenhed og Retfærdighed eier Mildhed og Naade. Ja, Gud i Himlen! Du vil see i Naade til den svage Skabning, Du gav Liv og Tilværelse her paa Jorden – og de faldne Skabninger, han nærmede sig med syndig Attraa, o, de er ikke syndigere end jeg – skænk os alle Tid til Omvendelse og Kraft dertil – var det ikke for de Vildfarne, at Du sendte Din Søn til Verden og er Nogen saa besmittet, at han ikke ved Kristi Kjærlighed kan renses, ved hans Forbøn frelses fra evig Fordømmelse.