29. apr. 1843

29 April
Poesi og Prosa er som Ild og Vand. Jeg elsker Poesien der lever hos Folket i dets Sagn og Sange, Ingen kan elske den høiere end jeg; men jeg hader disse lavede •51• Folkesagn, der tit paa en forstyrrende Maade klæbe sig fast ved yndige Steder. Hertha-Dalen har aldrig ret villet smage mig som Offerlund, den har jo Intet, der minder om en saa fjern Tid, ja stod der endda en Klynge Ege, som de to paa Jægerspriis, der dog kan føre Tanken langt om end ikke langt nok tilbage – De Navne, man giver flere af Høiene ved Leire har ligeledes stødt mig og dette sagde jeg idag Worsaae, der lod til at glæde sig derved, da det ogsaa var hans Mening, at det var senere Benævnelser; men han vedføiede Frode-Høi ved Værebro, og strax blev jeg tavs, den vilde jeg nu gjerne skulle beholdt sit Navn – hvorfor? jeg veed det ikke, jeg elsker dette Sagn om Folket, der bar deres Konge om Land i tre Aar før de kunde beqvemme dem til at skille ved Liget og stæde det til Jorde ved Værebro. Det har bedrøvet mig at see to uhyre Gruusgrave at udhule Frode-Høi; men jeg var temmelig ligegyldig ved at see en Kong Hests forsvinde paa samme Maade ved Leire, og maatte lee, da Bonden sagde mig at den Tue, som nu Plougen Aar for Aar gjør mindre kjendelig, var Kong Føls Grav. – Jeg synes at Ælden er nok [overstreget: for] |til| at give mig Interesse for de Stensætninger, der er saa gamle, at vi Intet veed om dem, uden at de er standhaftige Mindesmærker, vore Fædre have sat dem selv. Ligesaa vammel jeg bliver ved de daarligt lavede Sagn, ligesaa meget frygter jeg dog den tøre Videnskabsmand, der med sin Lærdom bortvifter Duften fra mangt et yndigt Sted.