3. maj. 1843

3 Mai.
Atter har vi Foraaret, Træerne grønnes og Kastelsvolden er atter i sin smukke hvide Pragt af de mange vilde Hyazinter; i det mindste et Stykke herude ved Broen ved de 3 gamle Popler. I gamle Dage glædede Foraaret ogsaa mig som Gjenoplivelsens Tid, uden at jeg havde nødig at fortælle mig det selv, det var i de Dage da Adolf Jerichau lignede mig ved en rød Kalv, der lystigt sprang om i Græsset. Forrige Aar troede jeg mit faldne Mod og Haab skulde grønnes med Træerne; men Aaret forløb uden de kom til Væxt. Med den stigende Sol steg Haabet i mit Indre, men den dalende saae det visnet og Natten fandt mig ofte med Taarer i Øiet. Nu, jeg kan ikke fortie det for mig selv, haaber jeg atter at Sommeren, en lille Tour paa Landet og en god Villie skal gjøre mig mindre klynkevurn. Gud give, det maatte skee! men strax, hvorfor ikke strax være fornuftig? hvad der af ydre Forhold og Omstændigheder piner mig skal herefter kun have Gyldighed idet jeg stræber at berigtige og bekæmpe dem, de Ting er ikke det Værste, nei, den værste Fjende gaaer man med i sit eget Indre, den kan vanskelig commanderes bort, og dog kun drives paa Flugt ved Kamp paa Liv og Død. Saalænge der er Kamp er der Haab om Seier.