Menu

Johan Thomas Lundbyes dagbøger

24. mar 1842

Et Aar af mit Liv – fra den 24 Marz 1842 til den 3 April 1843

Hvert Tankelyn, som farer
Igjennem Sjæl og Sind,
Sit Billed dybt bevarer,
Hvor intet Blik naaer ind.
Men o! den Billedskare
Til Lyset skal ud gaae; –

Min Gud vil aabenbare,
Hvad intet Øie saae! –
B.S. Ingemann

•1•
Kjøbenhavn Frederiks-Hospital den 24de Martz 1842.

Skjærthorsdag. 1842.
Alt i flere Aar har jeg ønsket at begynde en Række Optegnelser af hvad der foregik i mit eget Indre, som Maler og som Menneske, at jeg i sildigere Tid kunde see, hvorledes jeg har udviklet og maaskee forandret mig. – Den nærmest foregaaende Tid har været slem for mig, jeg vil derfor begynde med det Ønske: at jeg maatte faae Kraft til at sætte de gode Forsætter igjennem, som jeg har taget. Der er en ulykkelig Halvhed i mit Væsen, som ogsaa virker fordærvende paa mit Arbeide. Naar skal jeg faae mere Kraft og Bestemthed, dog uden at tabe Beskedenheden, som dog er nu hos mig, idet jeg altid mistvivler om mine egne Evner. Hvad hjælper en ærlig Villie, naar jeg dog Intet kan udrette. Hvad jeg som Maler har sat som mit Livsmaal er: at male det kjære Danmark, men med al den Simpelhed og Beskedenhed som er saa characteristisk for det; hvilken Skjønhed er der ikke i disse fine Linier i vore Bakker, der ere saa yndigt bølgedannede, at de synes at være dukkede op af Havet, i det mægtige Hav ved hvis Bredder de steile gule Klinter staae, i vore Skove, Agre og Heder? Men kun en Dansk kan male det; hvor falsk er ikke tit Tonen i de Billeder, som tydske Landskabsmalere her male; det kan være mig saa modbydeligt at jeg ofte bliver ubillig og overseer Skjønhederne deri. Saa kan jeg ret af Hjertet ønske, at jeg engang maatte kunne fremstille mit Fødelands Naturskjønheder saaledes, at det maatte blive indlysende for enhver, at hine tage storligen feil. Og dog vil jeg nødig, at nogensinde den almindelige Stemme enten for eller imod mig skulde have mindste Indvirkning paa mig; det er ligegyldigt om en Maler er anerkjendt af sin Samtid eller ei – Rigdom ønsker jeg ikke, men det ønsker jeg: at mine Arbeider maa overleve mig til Nogles Glæde. Til andre Tider kan ethvert Ønske af den Art forekomme mig meget forfængeligt, men jeg troer, at hvem der sætter sit Maal altfor lavt vil aldrig opnaae Noget, hvad dog enhver, selv den meest Beskedne bør stræbe efter. Og Publicums Gunst kalder jeg virkelig et lavt Maal. Hvor tit hører man ikke de skjæveste Domme udtalte med Bestemthed og Selvtilfredshed af utallige Læber, medens den kjærlige Beskuer, der ikke lader sig blænde af smuk Skal men forlanger Kjærne, tier og holder sig til glandsløse Billeder, hvor man seer Maleren har havt langt større Kjærlighed til Naturen end til •2• en intetsigende Roes. Og dog kan Maleren neppe undvære Roes; men den skal komme fra dem, til hvem vi have Tillid eller ogsaa være et Beviis for at vi have opnaaet, hvad vi ønskede. Jeg kan saaledes huske, at Intet har saameget glædet og opmuntret mig, som det, at man om mine tidligere Malerier har sagt, at de vare saa ægte danske. I de senere Aar har der været noget saa Usikkert i mine Stykker, |og| den lyse, friske Farve, som mine første havde, paa en Tid, da jeg endnu slet ikke vidste, hvad jeg gjorde, den er gaaet bort. Hvergang jeg begynder et nyt haaber jeg, at jeg skal komme tilbage til den Simpelhed, hvormed jeg begyndte, hvergang skuffes jeg; jeg arbeider ikke i den barnlige Ubevidsthed længer, den kan jo ikke komme tilbage, har først Uskyldigheden fort faaet een Plet, saa er den borte for bestandig – dog det Billed passer neppe her, for det er utænkeligt vel at en Maler kunde conservere sin første Naivitet, især, naar han er omringet af saa meget, der kun kan nedbryde den. Der skal altsaa noget Nyt til at opveie det Tabte, gid det maatte komme! – Senere samme dag. – Tit har jeg sorgfulde Øieblikke, hvor jeg maa bebreide mig Meget, ja, bebreide mig, at jeg har selv ødelagt den Fred og Ro, Vor-Herre har givet mit Sind. Idag vil jeg nedskrive her, hvad jeg længe har [overstreget: be]tænkt, jeg ikke turde betro Papiret: min første og eneste Kjærlighed, som jeg selv betragter [overstreget: med en vis Agtelse(?)], som en af mine dyrebareste Erindringer. Det er jo en Festdag idag, den skal ogsaa have noget festligt for mig, jeg vil see at opmuntre mig ved Erindringen om lykkelige Tider. Allerede første Gang jeg saae Louise Neergaard paa Vedbygaard i August 1839, gjorde hendes blide fordringsfri Væsen et dybt Indtryk paa mig; men jeg var altfor ung til at torde tillade mig at tænke paa hende som min Brud. I 1841 kort for Pintse i May Maaned gjæstede jeg atter Vedby. Mine Tanker om hende vare de samme, og jeg mærkede, at Afreisen vilde blive mig tung. I flere Dage søgte jeg Leilighed til at tale med hende og tilstaae hende min Kjærlighed, saa undseelig jeg end var derved. En deilig Morgen gik jeg ned i Haven ind i den lille Lund, hvor jeg oftere havde spadseret med hende og satte mig ved Blegepletten paa en Bænk rygende af en lille tyrkisk Pibe; jeg ventede hun skulde komme at see til Blegen. Det var den yndigste Morgen: vægtige Dugdraaber hang paa Straae og Blomster og skinnede i Solen som Diamanter. Jeg tænkte paa hvorledes jeg skulde tiltale hende, og men maatte forkaste alt overladende det til min Stemning, hvordan •3• jeg skulde føie mine Ord. Som jeg saaledes sad, hører jeg pludselig Fodtrin nærved, jeg sprang op for at gaae hende imøde – det var ikke hende, men en Pige, som havde at gjøre med Tøiet paa Grønpletten. |Et blot Tilfælde afholdt mig altsaa fra at gjøre et Skridt, som jeg nu er glad ved er ugjort, og, som jeg dog længes efter at gjøre.| Mismodig gik jeg bort. Jeg skulde snart reise, ledsage min Tante her til Byen. Frøken Louise og hendes Syster fulgte os til Sorø den Morgen vi toge bort. Vi spadserede hen paa den deilige Plads ved Kirken, hvor de høie Træer staaer, i Haven ved Academiet; her standsede vi Alle for at høre den deilige Lovsang, som tonede ud gjennem de aabne Vinduer. |Ingemanns yndige Bolig saae jeg.| Louise Lundbye og cand.theol. Schnegelsberg vare med. Da vi vendte tilbage til Postgaarden, hvor Dagvognen skulde modtage os, gik Louise Neergaard med mig først til en anden Deel af Haven, imens de øvrige langsomt gik hen ad Gaden, hun viste mig Blomster, fortalte mig om Byen, Kirken, o, jeg husker det saa nøie. Vognen rullede bort, et langt Stykke gik Veien lige, jeg viftede med mit hvide Tørklæde, til en Krumning tog hende bort; jeg var meget bedrøvet. – En gruelig Hede gjorde mig det muligt at foregive [overstreget: S] Upasselighed, der kunde forskaffe mig Ro til at tænke paa hende, der [overstreget: maa] vel neppe anede, hvor kjær hun var mig. Alt hvad jeg gjorde for at glemme det Indtryk hun havde gjort, vilde det dog ikke hjelpe. Jeg var ganske syg i længere Tid, og havde ondt ved at skjule den rette Aarsag. Jeg skrev til hendes Fader, hvis Samtykke jeg først vilde have, hun maatte Intet vide, før jeg havde hendes Forældres Tilladelse til at kalde hende min. Brevet laae nogen Tid, jeg rev det itu, tog mig alvorlig sammen og vilde glemme, hvad jeg troede mig for svag til at gjennemføre. Jeg vilde med Skovgaard reise til Møen, som jeg aldrig har seet, da blev jeg kaldt hjem til Fredriksværk, hvor jeg ankom Tirsdag Aften d 8 Juny. Min Fader havde siden Nyt-Aarsdag været syg. Jeg hørte og saae, at det var meget alvorligt, og Dagen før jeg kom havde Lægen troet han var død; dog saa jeg endnu [overstreget: under] imellem Smiil paa hans Ansigt, ja, han spøgede endog med [overstreget: mig(?)] |os|. Onsdag Eftermiddag talte han længe til os, saaledes at vi mærkede, nu havde han snart Ende paa sine Lidelser. Den •4• velsignede Moder, Emanuel og jeg sade grædende ved hans Seng. Endnu levede han i 4 Dage, men var for det meste uden Bevidsthed. Natten imellem Lørdag og Søndag foregik en stor Forandring med ham. Da vi spurgte ham, hvorledes han havde det, svarede han: godt! men Moder har sine Symtomer, tilføiede han idet han endnu spøgende truede med Fingeren ad hende, som med sjelden Troskab havde fulgt ham paa hans ofte tunge Vandring. Kl: 6 tabte han Mælet, drak endnu lidt lædskende men rystede med Hovedet, da vi spurgte om han vilde tage Naphtadraaberne. Nu sade vi ved hans Seng, og, hvad jeg aldrig vil glemme, er det Rørende deri, at hans Øine saa længe Dagslyset tillod os at see, fulgte Moder, naar hun gik over Gulvet eller vare stift fast hæftede til hende, hvor hun sad ved hans Leie. Kl: 10½ drog han de sidste Aandedræt og en rædsom Taushed, Dødens, fulgte paa det besværlige Aandedræt. Saaledes døde min Fader. Det var første Gang jeg havde staaet ved et Dødsleie, og havde ikke den kjære Emanuel sat Mod i mig, og forestillet mig, at jeg for Moders Skyld maatte fatte mig, da havde jeg vel overladt mig til [overstreget: en vild(?)] Be min Bedrøvelse, uden at betænke, at her gjaldt det, at være til Trøst og Hjælp for Moder. – 6 Brødre gik bagefter den sorte Kiste, som Underofficerer og Haandværkere bar. Theodor var der ikke, han kunde ikke komme. Brødrene og Moder reiste bort, de første til deres Arbeider, Moder til sit Barndomshjem i Kallb. 32 Aar vare hendes Forældre og Tante blevne ældre, men ellers var Hjemmet [overstreget: det Sam] næsten uforandret. – Jeg blev ene tilbage paa Fredriksværk, thi ogsaa Emanuel var reist til Emilie Riedewaldt. Jeg trængte til at overtænke min Stilling, til at arbeide, jeg stod nu ene, skulde ganske sørge for mig selv. Det var en alvorlig Tid, men gavnlig – megen Glæde og Sorg er siden gaaet hen over mig; mine gamle Bedsteforældre holdt deres Guldbryllup i Stilhed hos deres elskede Datter i hendes Hjem paa Frværk (3 Aug 41) og denne virkelige Familiefest var dog et yndigt Levvel til det deilige Sted, hvor mine Forældre kun levede i 5 Aar. – Nu mødte mig en stor Sorg; •5• Julius Hedermann, en af det lille Vennesamfund, der har gjort de 3 Aar 1839-1840 og 1841 til nogle af de lykkeligste i mit Liv, han døde (Løverdag d 2 Oct Kl: 5 om Morgen) af følgerne af et ulykkeligt Fald af en Hest. I Slutningen af Nov: blev jeg syg, jeg fik Feber, som nok var nær ved at blive til Typhus; jeg kom mig saavidt at jeg kunde reise til Kallundborg i Julen, hvor min Moder var og er endnu og nu kom det nye Aar. Hvad skal det bringe! Jeg har nu kort berørt Hovedbegivenhederne i forrige Aar; jeg kunde skrive langt om dem, men de ere ret vel indgroede i min Hukommelse saa jeg behøver det nok ikke. – Men det hvormed jeg begyndte, maa jeg atter tilbage til. Jeg har gjort mig Umage for at glemme denne elskværdige Pige; mange alvorlige Tildragelser har siden optaget mig og dog vender altid Tanken tilbage til hende. Hun kommer nu hertil efter Paasken, jeg seer hende maaskee, men hvordan vil jeg gjensee hende; jeg er blevet ældre, skulde det have forandret min Mening om hende – i hvert Fald er det her nedskrevne uskyldigt, og som det nu staaer for mig: en yndig Erindring. – Nu blev dog Skjær: Thors-Dag, (tilbragt ene og uforstyrret i mit Hjem), en Festdag for mig, og er jeg end ikke bleven glad, saa er jeg dog langt bedre tilmode og kan med et muntrere Ansigt gaae hen og gratulere Frøken Brandis i Anledning af hendes Fødselsdag |hvor jeg dog ikke kom hen|. Jeg har ordentlig skrevet mig vel tilmode.

Fakta

24. mar 1842
Dagbog A, side 1-5

Det kgl. Bibliotek NKS 4201, I, 4°

Johan Thomas Lundbye: Et Aar af mit Liv, Mogens Lebech (red.), København 1967, s. 47-50

Article dagboga titelblad a
Article dagboga titelblad b
Article dagboga side1
Article dagboga side2
Article dagboga side3
Article dagboga side4
Article dagboga side5