27. feb. 1845

27 Febr 45. Thorsdag
Min Blegeplads.
I denne Uge har jeg atter malet, da Gudebillederne bleve færdige i den forrige, og nu vel alt ere under Trykning. Jeg gjorde kun Rammerne til dem, men de toge mig ligesaa lang Tid, som selve Figurerne kostede Lorenz. – Jeg arbeider paa min Blegeplads, hvor især Græsfladen foran qvæler mig. Det er en grumme vanskelig Opgave: at male frodigt Græs lige ud til den nærmeste Forgrund, noget jeg helst undgaaer. Dette Billede skulde gjengive den Frodighed og Fred, der kan være i et saadant lille Parti, nærmest udenfor en Herregaardshave; det er her ikke det Store i Naturen, jeg vilde male, meget mere føler man Menneskehaanden allevegne, men det Yppige, der ingensteds lader Bunden sees for bare Græs og Planter. Solen staaer høit paa Himlen, men dens Skin bliver mig vanskeligt at fremstille, da det er udbredt over en altfor stor Flade, noget, der ikke mere kan ændres. De blinkende Piletræer, troer jeg, ere lykkedes mig ret vel, men Græsset arbeider jeg mig træt i. Jeg søger at fremstille, hvad der mindst er i mig selv, men siger ikke Heiberg: at Digteren synger skjønnest om, hvad han savner. Maatte dette da ogsaa lykkes mig, thi tre smaae Billeder, er kun en ringe Frugt af en heel Vinter, helst, naar de ere svage. Og paa disse tre bygger jeg dog mere end min Existents i den nærmeste Fremtid – de skulde jo tillige anbefale min Ansøgning, for hvilken ingen Anden taler, end jeg selv. – •12• Unge Pige! Du som forsmaaede mit Tilbud, tænker Du paa, at den, du stødte tilbage, kunde gjennem et langt Liv baaret Dig paa Hænderne, i Dit Smiil seet den Solg[l]ands, som forsøder selv Armod, og som lokker frem de deiligste Blomster af den samme Jordbund, der nu kun bære Tidsler. Tænker Du paa, at mine bedste Billeder staae i smaae Bøger eller komme aldrig frem, mens de, der stilles ud for Enhver, ere forpiinte og sygelige; tænker Du paa, at det kunde have været omvendt, at Du havde i Din Magt, at gjøre mig til en dygtig Kunstner, og |jeg| skulde blevet det, kun for at glæde dig. – Eller – fortrækker et Haansmiil dit smukke Ansigt, hvergang Din Tanke dvæler ved ham, der tegnede saa mangt et Billed ved dine Forældres runde Bord, kun for at see Dig glad? Margrethe! jeg veed vel, jeg var dig ikke værd; men gaaer det altid efter Fortjeneste i denne Verden. Saa gid da han, til hvem Du hengiver Dig, maa være bedre end jeg, men gid Du dog altid maatte finde Plads til et lille Minde om den stakkels Maler, der hverken kjendte Verden eller sig selv.