Menu

Johan Thomas Lundbyes dagbøger

5. apr 1842

Den 5 April 1842.
Igaar var det Skovgaards Fødselsdag. Han blev 25 Aar, jeg er kun 23½. Uagtet det fortrolige Forhold imellem os har vi dog aldrig berørt vore Hjertesager i vore Samtaler. Jeg aner ikke om han alt har kjendt en saadan Uro, som den jeg nu gaaer i. Det stille Vand har den dybe Grund. Han er et stille Vand, der flyder roligt hen, useet af Mange, men klart og med de deiligste Blomster, dybt og dunkelt som Skovbækken, og som man kan tænke sig Alfer leve under de sorte Ellebuske, der hænger ud over den, saaledes er der ogsaa et yndigt Liv i ham. –
senere samme Dag.
Hvordan staaer jeg som Maler? forknyt og svag, drømmende om Selvstændighed, Kraft, Natur og Simpelhed. Jeg erkjender, hvad der maa gjøres, og gjør Intet, jeg kjender mine egne svage Sider, men har ikke Kraft til at hjælpe derpaa. Alt dette vilde nedslaae mig dersom ikke jeg havde Trøstegrunde derimod. Jeg er ikke forfængelig blind for mine egne Malerier; jeg erkjender Manglerne, og saalænge jeg nogenlunde stræber at undgaae dem, saalænge tør jeg tro, at jeg gaaer fremad. Er man først tilfredsstillet, saa staaer man saamænd ogsaa stille. Jeg troer mig ikke høit begavet; men jeg troer heller ikke, at Mænd som Thomsen og Hoyen vilde opmuntre mig til at arbeide videre, dersom de troede, at jeg kunde kun høste Skam og ved Maleriet friste det kummerligste Liv: en ussel Kunstners! Derfor vil jeg gaae trøstigt fremad paa den Vei jeg har begyndt, og aldrig glemme: at Mennesket er vigtigere end Maleren – min Sjæls Frelse vigtigere end hele Verdens Roes. – – Jeg glæder mig over at have begyndt at nedskrive disse Ting, jeg ønsker kun at jeg stadig maatte fortsætte dem; hvor meget havde jeg ikke Lyst at gjemme til jeg bliver ældre, og da nyde det om igjen i Erindringen; men i denne Tid kan jeg ikke med Alvor [overstreget: tænke over] nedskrive hvad jeg møder og mindes, jeg har kun Tanke for Eet! Hvor besynderligt, om hun reiser bort uden at ane, hvad •11• der sysselsætter mig; jeg skal da ligesom ifjor gjennemgaae en slem Periode inden jeg kan samle mig igjen. Jeg vil nøie give Agt paa hende, om ingen Bemærkning skulde røbe, at hun har gjettet min Hemmelighed; dog, jeg veed Ingen mindre skikket til at observere Andre end netop jeg. Lad det gaae sin naturlige Gang; nu er jeg jo netop i en Stilling, hvor jeg kan udvikle mine Kræfter: skulde den Lykke forundes mig, at jeg naaer mit Ønske, mit inderligste Ønske, da skal det sikkert anspore mig til fordoplet Flid, hvert Strøg med Penselen er da for hendes Skyld – naaer jeg det ikke, da er det jo Pligt at bære Modgang som en Mand; Sjælskræfterne voxe ofte i Modgang. Jeg kan ikke tænke mig at en Ting, jeg saa rolig har overtænkt skulde bevirke Vanvid og vild Fortvivlelse, nei, saadant er ikke mit Gemyt troer jeg, og dog, det vil blive tungt at glemme hende, skye hende, jeg har havt saa inderlig kjær; men Tiden vil vise mig, hvad Kraft jeg har til at bære Sorg, Tiden! den løber hurtigt, og dog er et glædestomt Liv langt; men det skal endes, Jorden skal hvile tungt paa dette Bryst og Hjertet skal faae Fred, – i denne Tanke er der dog Hvile. – Julius! Du gik tidligt til et bedre Hjem, inden Synd og Sorg havde berørt Dig, ja, lykkelig er Du visselig. Vi, som bleve tilbage have endnu mangen Strid at gjennemgaae, hvori vi let kunne ligge under, thi Kraften til at modstaae det Onde er ringe, Ingen bryste sig af sine gode Gjerninger.

Fakta

5. apr 1842
Dagbog A, side 10-11

Det kgl. Bibliotek NKS 4201, I, 4°

Mogens Lebech (red.): Et Aar af mit Liv, København 1967, s. 54-55; Jesper Svenningsen (red.): Seks år af et liv. Johan Thomas Lundbye – Dagbøger om tro, skæbne, kunst og kærlighed, København 2018, s. 58-59

Article dagboga side10
Article dagboga side11