Menu

Johan Thomas Lundbyes dagbøger

4. apr 1842

den 4de April.
Igaar Aftes var jeg ude hos Bauditzes. Ved Theebordet snoede Peter Bauditz af Messingtraad en Ring, som dem de italienske Landfolk sees at bære; han gav mig den, og jeg stak den strax paa Fingeren. Jeg er latterlig nok til at knytte hertil Erindringen om Gjensynet med hende, der bestandig beskjæftiger mine Tanker. Denne Spænding kan jeg ikke længe gaae i. Vil ikke de store alvorlige Arbeider, jeg tænker paa at udføre, gjøre en Forandring, da maa jeg see at finde en Leilighed til at tale med hende selv. Hvor skal jeg faae Mod dertil, og jeg som har saa ondt ved at udtrykke mig i Ord baade skriftlig og mundtlig; dog ved saadan Leilighed vilde jeg nødig betroe mig til en haard Staal-Pen; forstaae mig vil hun nok kunde, det er umuligt, at hun ikke skulde have bemærket den Interesse jeg har for hende. Hvad om hun gjengjeldte den? jeg tør ikke hengive mig til denne lykkelige Forestilling, jeg er saa ringe og ubetydelig for mig selv og Andre. Naar jeg undtager mine Nærmeste betragtes jeg vel høiest som et godmodigt [overstreget: Barn], barnagtigt Menneske der jager efter Hjernespind. Jeg maa dog høre Afslaget af hendes egen Mund. Endnu er der noget Godt i mig; men jeg lover ikke for Fremtiden, vil Ingen dele Byrden af Livets Fristelser med mig ved •9• Kjærlighed. Jeg har endnu ikke voldet min Moder stor Kummer ved slet Opførsel, og dog har jeg svære Synder paa min Samvittighed; men det Onde er ogsaa i mig og kan vaagne med Kraft. Skal jeg bedrøve hende der har pleiet mig i min spæde Barndom, da jeg var sygelig og svag, vaaget over mig om Nætterne og opfostret mig til at blive et retskaffent Menneske; altid pligtopfyldende og elskelig imod Andre er hun, saa hun er mig den Kjæreste paa Jorden; og dog er hun mig ikke nok, veed jeg ikke hun beder den Almægtige bevare hendes Sønner, hver især, veed jeg ikke, hun elsker mig med hele en Moders rene, dybe Kjærlighed, og dog vil jeg styrte mig i nye Forhold, jeg ikke kjender, maaske i Pine og Sorg – jeg kan ikke andet. Man siger med Rette, Kjærlighed er en Hjerte-Sag; kan jeg ikke føle selv denne underlige, beklemmende Uro netop i mit Bryst. O, gid snart jeg havde Vished i denne Sag; mit hele Væsen, mit Arbeid lider derved. Mange Ting havde jeg Lyst her at nedskrive; men alle Tanker maa vige for denne ene. Hvad kostede det mig ikke for et Aar siden at samle mig med Alvor igjen efter Besøget paa Vedby-Gaard – hvad vil det koste at glemme hende, naar hun bestemt afslaaer min Bøn. Dog, jeg har havt Haabet, naar ogsaa det er reent tilintetgjort vil jeg maaskee lettere seire over min Følelse. Den første Kjærlighed er den reneste, den uskyldigste, gid den maatte udfolde sig som mit Livs Blomst, det vilde gjøre mig bedre paa samme Tid det gjorde mig lykkelig. Et stille roligt Liv, uden Glands, uden anden Rigdom, end den velsignede, som Kjærlighed og Velvillie udgyder over det ringeste Tag, naar kun Sinds-Ro og Nøisomhed ere der tilhuse, det er det, jeg ønsker. Hun kunde skabe mig en saadan Lykke, hun har ingen smaalig Forfængelighed, hun er from og god. Hun har grebet stærkt ind i mit Ungdomsliv, maaskee uden at vide det. Naar jeg bliver gammel, hvordan vil da alt dette staae for mig, naar Tiden har furet Kinderne og bleget Haaret, maatte jeg da kunde sige: mit Liv var ikke spildt, det havde dog nogle kjære Minder. Barnefreden er borte, Lidenskabernes fortærende Ild ulmer i mig, skal den faae Magt med mig, og jeg synke hen i Slethed – saa gaaer det mig jo dog ikke værre end saa mangen Anden, for hvem ogsaa en kjærlig Moder har bedet, men som dog gik tilgrunde! –

Fakta

4. apr 1842
Dagbog A, side 8-9

Det kgl. Bibliotek NKS 4201, I, 4°

Johan Thomas Lundbye: Et Aar af mit Liv, Mogens Lebech (red.), København 1967, s. 53-54

Article dagboga side8
Article dagboga side9