Menu

Johan Thomas Lundbyes dagbøger

3. apr 1842

Søndag den 3 April.
Idag besøgte jeg hende, hvor hun boer hos sin Tante, Fru Ferral. Et helt Aar er det snart siden, jeg saae hende; er det Kjærlighed, den Følelse, hvormed jeg altid tænker paa hende. Man har ogsaa narret mig med [overstreget: an] Hentydninger til unge Piger; men aldrig har jeg følt den Interesse og Velvillie for nogen Anden som for Louise Neergaard. Mon hun har bemærket det – jeg har hørt, at hun har [overstreget: udtalt] nævnet mig paa en Maade, at jeg maa føle: der er dog Noget i mit Væsen, som har behaget hende; men det er længe siden og det er langt fra Kjærlighed. Jeg husker en Aften, da Tante Thea, Louise Lundbye og hun vare spadserede ud ad Snarebakken til. Jeg fulgte dem, og [overstreget: var med hende] da vi kom til Banken løb hun i Forveien op imens jeg hjalp Tante op ad Skraaningen et Stykke. Der hvilede Louise Lundbye og Tante lidt; imens løb jeg op paa Høien. Paa den mægtige Overligger paa Stendyssen sad hun, vi talede lidt sammen, hvorpaa hun yttrede: de Andre bleve for langt tilbage, og strax løb jeg at hente dem. Skulle hun alt dengang have bemærket min Følelse for hende. Kun eengang har jeg sagt hende noget, jeg har fortrydt, fordi det forekom mig bagefter paatrængende. Jeg bad hende skrive et Digt af i den Bog, hvori jeg samler saadanne Sager. Hun negtede det bestemt, og det gjorde mig ondt at have talt derom; men har hun ikke negtet at give slige Erindringer til sine Veninder, hvor kunde jeg da vente det. – Jeg har troet at burde glemme hende; hvor kan jeg byde en Pige min Haand, jeg, en fattig Maler! fattig! det er tungt at være fattig; men jeg har endnu ikke lidt Nød, og vil dog nødig opgive Haabet om at kunde engang ernære en Familie. Tungt er det vist at see sine Kjære lide Mangel; men tungt er det ikke at arbeide for dem; det maa vist være en lykkelig Følelse. Skulde hun, ja hun har vel aldrig seet Mangel i sine Forældres Huus, skulde hun foragte, nei, skulde hun forsmaae mig, fordi jeg ikke •8• har Udsigter til at blive rig – o, det var bittert! men Louise! gjør mig aldrig Uret; kommer det engang dertil at jeg beder om Deres Gjenkjærlighed, saa vær ikke ubillig, selv om De nægter mig den. Der er dog en ærlig Villie i mig, jeg vilde dog hele Livet igjennem stræbe at gjøre Dem lykkelig. Hvorfor er jeg tilmode som det var noget Ondt eller dog Utilladeligt jeg tænker paa. Er det Synd, at jeg ogsaa stræber at stille de dybe Længsler, Naturen har nedlagt i mit Indre. Nei, men min Stilling er, hvad Verden kalder usikker; tør jeg vente mig hendes og hendes Forældres Samtykke – o, var jeg rig! dog det Ønske vil jeg nødig gjøre – o, Louise, kunde [overstreget: jeg] Du fatte den Bitterhed, der opfylder mig ved Tanken om, at jeg maaskee, fordi jeg er fattig, skal nødes at opgive mit Livs Lykke. – – Der kom Brev fra den elskede Lorenz, hvad skriver han?

Fakta

3. apr 1842
Dagbog A, side 7-8

Det kgl. Bibliotek NKS 4201, I, 4°

Johan Thomas Lundbye: Et Aar af mit Liv, Mogens Lebech (red.), København 1967, s. 52-53

Article dagboga side7
Article dagboga side8