Menu

Johan Thomas Lundbyes dagbøger

1. apr 1842

1 April.
Igaar Aftes var jeg ude paa Vesterbros nye Theater, hvor Studenterne spillede Vessels ”Kjærlighed uden Strømper“. De havde sendt mig en Billet og to, som jeg kunde give til Damer, men altfor klodset og keitet i Sligt havde jeg ikke Mod til at indbyde Nogen, og gav derfor mine to Damebilletter til Skovgaard. Træt var jeg af det strænge Arbeid for at faae min daarlige Vessel færdig, der var anbragt mellem to vak- •6• kert componerede Medaillons af Skovgaard. I øsende Regn maatte jeg bringe disse Sager derud og være nærværende ved Opstillingen. Meget tarvelig var min Paaklædning, vel endog for simpel imellem de pyntede Herrer og Damer. Saaledes slentrede jeg om derude, lo og talede med Bekjendtere, men med et bedrøveligt Sind. Jeg følte det var ikke blot her, men allevegne, jeg stod alene – og dog, har jeg ikke min elskelige Moder, mine Venner. Der er dybere Længsler i mig som i Andre; skal de aldrig tilfredsstilles? Vor-Herre har givet mig saa meget idet han gav mig Nøisomhed i, hvad man kalder Glæde og Lykke. Naturens Skjønhed i Skove, Strand og Bakker, i Bondens Liv, i enhver ærlig og fordringsfri Sjæl, det er for mig de største og bedste Glæder. Maatte jeg aldrig komme til at skatte Rigdom og forfængelig Pragt høit! – Maatte jeg finde en kjærlig Pige, som vilde dele Livet med mig, [overstreget: se] trøste mig med et kjærligt Ord, naar Sygdom eller Armod skulde hjemsøge mig! Kunde og vilde hun det? – Aldrig før i den sidste Tid har jeg Omtalt det Indtryk hun har gjort paa mig, da jeg saae hende, og dog har man mærket dét, har talt om det; det er som det Bedste jeg eiede er besmittet derved; og den Tanke: at det vil blive betragtet som en flygtig Forliebelse bedrøver mig. Og dog, er det mere? hvordan vil jeg gjensee hende; jeg ved det ikke; men Andre maa ikke spotte derover. Min hemmeligste Fryd og min lønligste Brøst er traadt frem, idet Nogle kjender dem; jeg eier Intet, som er skjult for. Men denne Aabenhed er for mig selv Tomhed. Ingen skatter den, jeg bliver kun kjedelig og fattig i Andres Øine. Hvormangen er vel ikke interessant, blot fordi han kan skjule Saameget, at Ingen kjender det dunkle Dyb i hans Sjæl, som man da let fristes til at gjøre dybere og rigere end det maaske er. Eller gjør jeg dem Uret – det er vel mig som mangler den rige Kilde, [oversteget: i mi] der altid vil forsyne sin lykkelige Eier med skjønne Gaver til dem, han kommer i Berørelse med. Kun det veed jeg: at da jeg iaftes var gaaet til Ro, var jeg meget ilde til mode, eller ligegyldig, om man vil; thi Livet forekom mig tomt og ubetydeligt og jeg forstod den dybe, bittre Ironi i Skovgaards ene Medaillon, hvor den leende Maske skjuler den •7• Grædende. – Og dog troer Folk: at jeg er just lykkelig!

Fakta

1. apr 1842
Dagbog A, side 5-7

Det kgl. Bibliotek NKS 4201, I, 4°

Mogens Lebech (red.): Et Aar af mit Liv, København 1967, s. 51-52; Jesper Svenningsen (red.): Seks år af et liv. Johan Thomas Lundbye – Dagbøger om tro, skæbne, kunst og kærlighed, København 2018, s. 54-55

Article dagboga side5
Article dagboga side6
Article dagboga side7