26. mar. 1843

26 Martz
”Vi leve i en Gjæringsperiode!” saaledes begynder hver Afhandling i vore Blade – det er de første Ord i den unge Hegelianers Mund, naar vi give os i Samtale med ham. Mænd som Thorwaldsen, Overbeck, Grundtvig og Oehlenschläger ere Slæbesko paa Tidens store Vogn, Hemkjæder, der have deres Berettigelse, fordi de standse Tidens Udvikling, der ellers vilde gaae altfor rask. Saaledes hører man bestandig tales, og, det store ”Enten – eller” ligger da ogsaa for mig. Enten sætte Stridshuen paa, tage Sværd i Haand og bekrige det Bestaaende – eller slutte sig til de store Mænd, for hvem jeg dog ærbødig kan bøie mig, hvad jeg ikke kan for Tidens Helte. Ja, naar jeg følger min Lyst, da er Valget let: hvor gjerne vil jeg ikke leve mig ind i den gamle, herlige Kunst – tænke tilbage paa de Tider, Historien og Poesien skildrer os som mere caracteerfulde end vor; men Fordømmelsen af den ”Skuen tilbage” er saa almindelig og kommer tit fra saa kraftige Læber, at det ikke kan Andet end vække Tvivl hos mig. Dog endnu gjennemtrænges jeg af Ærefrygt ved Synet af Overbecks Compositioner, glæder mig inderlig ved at see paa Thorwaldsens, ved at læse Oehlenschläger og høre Grundtvig – endnu er jeg den gamle og der maa mere vægtige Ord, end dem, der hidtil kom mig for Øre, til at faae mig rokket. Sivet bøier sig vel, men det reiser sig atter, naar Vindpustet er ovre. –