Menu

Johan Thomas Lundbyes dagbøger

24. mar. 1843

24 Martz
Idag er Aaret, som her er beskrevet, omme! og jeg er dog, Gud være lovet! maaskee eet Skridt videre, det vil jeg i det mindste gjerne troe. Mangen Daarskab har jeg erkjendt, mangen Vanskelighed er beseiret; men hvor meget er |ikke| tilbage. Hvergang en Seierskrands er vundet staaer en nye for mig, og en Kampplads ligger imellem. Ja jeg har dog vundet det: at jeg kan atter imellem være glad, inderlig glad – Verden seer dog imellem deilig ud for mig, imellem! jeg føler, naar jeg angrer mine Feil og er bedre idet jeg fatter bedre Forsætter, Guds Naade, der mildt borttager Syndens Brodd – imellem! kun for Øieblikke, men disse give dog Livet Værd. – – Ogsaa paa Dig, venlige Pige! tænker jeg idag, paa Dig, der er blevet saa underligt indflettet i mine Tanker, at jeg ikke veed, hvordan Dit Billed kan bringes ud fra dem uden Brøde fra min Side, men paa Dig kommer det kun an, om Dit Billed skal blive bestandigt i mit Bryst. Bliv i denne Sommer min – min Glæde, min Trøst, og jeg vil velsigne hver Dag og Time jeg lever og glemme hvert formasteligt Ønske om Død – Livet vil jeg elske og bruge da for Din Skyld, Dig vil jeg see lykkelig, see med Glædestaarer i Dit blaae Øie! – men, jeg føler det nok, Afstanden er for stor!

  1. Louise Neergaard (1816-1895).

Fakta

PDF
24. mar. 1843
Dagbog A, side 143

Det kgl. Bibliotek NKS 4201, I, 4°

Mogens Lebech (red.): Et Aar af mit Liv, København 1967, s. 152; Jesper Svenningsen (red.): Seks år af et liv. Johan Thomas Lundbye – Dagbøger om tro, skæbne, kunst og kærlighed, København 2018, s. 159