25. jan. 1843

25 Jan Onsdag
Jeg har igjen seet hende, her hos min Moder! Idag var hun her, men kort, neppe fik jeg talt et Ord med hende. Jeg søgte hende forgjæves, og kan ikke vente at see hende mere, da hun kun bliver her i to Dage. O, Glæde! naar kommer Du til dette Bryst? burde jeg ikke være vel tilmode nu, da jeg arbeider paa mit betydeligste Billede. Istedetfor at være glad, styrter jeg mig i Beskjæftigelser for at jeg ikke skal give Længslen Rum – Jeg stjæler selv disse Øieblikke, jeg bruger til at klage for Papiret, hvad Ingen gider hørt. Naar jeg kommer hjem, træt af at male og informere, og glæder mig til at læse eller drømme •125• om hende, da venter Joachim mig med sine tydske Lectier og Stile. Det er godt! jo mere, jo bedre af kjedsommelige Ting, saa bliver maaskee dog Timerne hos mit store Stykke mine bedste, hvad de burde være. Saa luk Dig atter, Hjerte! for hvert Indtryk, endnu er Timen ikke kommen for dig! veed jeg hvordan jeg har det, veed jeg Andet end, at jeg er utilfreds? Det har jeg for længe været – hvorfor spildte jeg Tid, hvorfor er jeg ikke videre som Maler eller rigere paa Guld, at jeg kunde strax tilstaae hende min Kjærlighed, uden at være vis paa det tunge Afslag? Hvor er det en ringe Trøst: kan jeg læse Fremtidens Gaader – eller – Gud leder Alt til det Bedste! Det er en ringe Trøst, naar man tørster efter Glæde og Lykke, men det er den bedste. Maaskee aldrig den Pige, som idag bragte mit Hjerte til at slaa hurtigere, maaskee hun aldrig skal blive min – maaskee hun aldrig tænkte derpaa!