23. jan. 1843

23 Jan.
Hvor kunde jeg skrive de stygge Ord paa den forrige Side? Idag er hun maaskee paa Veien herind til Byen, og, jeg kan ikke negte det: jeg glæder mig til at see hende, trods Alt, hvad min Fornuft kan sige. Aar ere hengaaede uden inderlig Glæde og Livslyst for mig, disse Blade ere Vidner om min Jammerlighed i det sidste, jeg har bøiet mig tit derfor som for Sorg og Ulykke – eet kjærligt Blik [overstreget: fra] af Dig vilde bortblæse det Alt, ved Din Side vilde jeg være lykkelig i de samme Forhold, der nu ere mig tunge. Er Du da mere end et Menneske? – nei, men du kan kun ikke lide mig! Vidste Du hvilken Magt Du har udøvet over mig, vidste Du at selv mine bedste Tanker har jeg været fristet til at fornægte for maaskee •124• at tækkes Dig og Din Slægt bedre ved andre Ideer, andet Væsen! Dog, kjære Pige! det var Synd om Du forlangte det, det ville kun blive et daarligt Bytte, hver Fugl maa synge med sit eget Næb; Du gjør mig til en Stakkel, ikke saa snart er jeg ene før Du staaer for mig, al min Tanke, alt mit Haab vender sig til Dig, og er min Følelse for Dig reen og dyb og stærk, skal den da ikke holde ud, selv uden Næring og uden at gjøre mig klynkevurn, om det saa var til jeg blev en gammel Karl. O, kunde jeg saalænge bevare Dit Billed, til Kinderne blev furede og Modet stækket og Sindet roligt, og da træde frem for Dig og sige: See, Louise! Ingen af os gav Verden, hvad vi begjærede, skjøndt det var ikke Meget; De var den Eneste jeg saae, til hvem jeg kunde binde mig. De var min Ungdoms Drøm, vil De ogsaa blive min Alderdoms Trøst? –