Menu

Johan Thomas Lundbyes dagbøger

7. jun. 1845

Altona 7 Juny Løverdag
Jeg har seet saameget idag i Altona og Hamburg, at det er umuligt for mig at opskrive; men et Par Kunstnere har jeg truffet, hvis Bekjendtskab det glæder mig at have gjort. Det er Bottomly, Specter og Kaufmann. Den første kommer lige tilbage fra Rom, hvor han har levet sammen med Jerichau og Læssøe; han er en dygtig Dyremaler, fornemmelig finder jeg hans Studier undertiden fortreffelige. Paa en lille Udstilling, som netop nu er aaben her var to Billeder af ham og flere af Kaufmann, hvoriblandt især eet interesserede mig: en Skimmel er rendt væk og kommer nu ansættende i fuld Fart ud af Billedet mod Tilskueren; en Karl render efter og en Smed i Baggrunden følger med meget Liv dens Bevægelser, skjøndt selv ganske ubevægelig. Høns og Børn flygte til høire og venstre – det er et rart lille Billed. – Hans og Bottomly's Ting interesserede mig meest; der var et Billed af Fernley: en norsk Egn – ikke betydeligt, og et lille Billed af Marstrand: den syngende Italiener paa Trappen; om det er det samme, jeg har seet i Kjøbenhavn, saa behagede det mig bedre der, end her, men det troer jeg rigtignok ikke. – Det nye Hamburg er med al sin Elegance dog temmelig triviel, og jeg veed ikke om jeg i denne Masse saae mere end et Par Huse, som behagede mig; men den Mængde af nye •24• Bygninger overvælder een reent. De gamle krumme Gader og mudrede Fleets ere dog maleriske. Saa og de mangfoldig forskjellige Fragtvogne. Ogsaa Vierländerinderne see godt ud, naar de bare ikke havde disse naragtige Straahatte paa Hovedet. Hamburger Berg er ikke som jeg havde troet: en øde Plads med usle Barakker, men en net, bred Gade med Alleer til begge Sider. Udsigterne over Elben deilige og Havnen imponerende for en Kjøbenhavner, som ikke er vant til en saadan Skov af Master og Taugværk. – Jeg har idag forladt mit Gjestgiversted og flyttet hen til Justitsraad Freund, Myntdirektøren, som er en meget venlig, jevn og ligefrem Mand, der har en elskværdig Familie. Imorgen vilde jeg gjerne videre, om jeg blot kan komme til Bremen. Her kan jeg endnu med Freunds tale dansk, men hos Bottomlys, hvor jeg spiiste, langskægget og i Dyffels Frakke, gik det, som overalt her ellers, paa tydsk. Mit største Uheld paa Reisen har hidtil været: at da jeg idag kjørte paa en Omnibus, ovenpaa, har formodentlig min røde Hue i den Grad vakt en ædel Hamburgers Harme: at han sendte mig en Kartoffel ganske eftertrykkelig paa Knæet; jeg modtog denne Udmærkelse meget beskedent og aldeles ubevægelig, saa smaat glædende mig over: at den gik min Næse forbi. – Nu! det var dog altid en Opmærksomhed! –

  1. John William Bottomley (1816-1900), tysk-britisk dyremaler, der som nær ven af Lundbyes akademikammerat J.A. Jerichau havde opholdt sig i Rom fra 1838 til foråret 1845.

  2. Otto Speckter (1807-1871), tysk maler og grafiker, der navnlig havde haft succes med sine illustrationer til William Heys Fünfzig Fabeln für Kinder (1833) og Noch fünfzig Fabeln für Kinder (1837). Lundbye kendte de danske udgaver af disse fabelsamlinger fra sit eget arbejde med at illustrere H.V. Kaalunds Fabler for Børn (1845).

  3. Hermann Kauffmann (1808-1889), tysk genre- og landskabsmaler og grafiker.

  4. Lundbyes nære ven, billedhuggeren Jens Adolf Jerichau (1816-1883), der havde opholdt sig i Rom siden 1838.

  5. Landskabsmaleren Thorald Læssøe (1816-1878), der havde opholdt sig i Italien siden 1844.

  6. Den norske landskabsmaler Thomas Fearnley (1802-1842).

  7. Wilhelm Marstrand (1810-1873).

  8. Dvs. de nyopførte bydele efter den ødelæggende bybrand i maj 1842, se dagbogen 9. maj 1842.

  9. Hamburger Berg var området mellem Hamburg og Altona, som på dette tidspunkt var ved at blive udviklet til forstadsområdet St. Pauli.

  10. Johan Frederik Freund (1785-1857), kongelig møntmester i Altona og bror til billedhuggeren Hermann Ernst Freund.

Fakta

PDF
7. jun. 1845
Dagbog E, side 23-24

Den kgl. Kobberstiksamling, inv.nr. KKS19996

Bjarne Jørnæs (red.): Johan Thomas Lundbye. Rejsedagbøger 1845-1846, Statens Museum for Kunst 1976, s. 27-28; Jesper Svenningsen (red.): Seks år af et liv. Johan Thomas Lundbye – Dagbøger om tro, skæbne, kunst og kærlighed, København 2018, s. 278-279