6. jun. 1845

Reisen 5 Juni 6 Juni 1845 Fredag
ombord paa Chr VIII
Igaar Eftrm Kl 6 gik vi fra Kjøbenhavn. Paa Toldboden vare mange af mine Bekjendtere og Svenn bragte mig et Stambogsblad fra hans Fader, en større Glæde, end jeg havde turdet vente. Det læste jeg, da Kysten veeg med de mange Mennesker, og jeg ombord allerede maatte vænne mig til tydsk Sprog og tydske Penge. Kl 6 i morges passerede vi Colbergerhede og endnu (Kl 9) kan jeg øjne Guldstav paa Langeland. Holsten hæver sig mere og mere; men skrive kan jeg ikke da Kahytten, Bordet og jeg selv er i een Zittren. Her er Engelænder, Franskmænd og Tydskere ombord, saa jeg føler strax det Fremmede ret klart. –

Banegaarden i Kiel 6 Juny
Det var ikke et fremmed Land, der yndigt aabnede sin Favn mod mig ved den dejlige Indsejling i Kielerbugt. Det var det •21• samme deilige Danmark, som altid henrykkede mig; men Folket var ikke det Samme. Det saae jeg alt fra Skibet paa de, vel hyggelige, men ikke danske Bønderbyer, der laae paa Kysten.
Panker Hessenstein. Schönberg, Hagen Neumühle. Fredriksort Düsternbrook.

Altona 6 Juny
Kl: 6 omtr kom jeg hertil og Kl: 6 igaar gik jeg fra Kjøbenhavn, men jeg veed heller ikke, hvad jeg seer med størst Respect paa: enten ned i Maskineriet ombord, eller: paa dette løierlige Væsen, jeg i Kiel saae blive spændt for Vognene – jeg mener Locomotivet. Banen havde en svag Krumning, som tillod mig at see lidt forud førend vi kjørte. Og see! der kom et Uhyre brummende, som det synes, misfornøiet med at styres af et par Folk, der blev til Ingenting oppe paa det, af og til hvæsende og udstødende en stærk Damp til Siden – krybende paa smaa Hjul, der godt i Hast kan gaae for Been – og saa, da den var forspændt, udstødende nogle Toner, saa hvinende, saa skjærende – – nei, det var virkelig høist mærkeligt at see. Selve Farten havde [jeg] dog gjort mig større Begreb om, da jeg slet ikke troede det muligt at skjælne de nærmeste Gjenstande, hvad man dog godt kan. Underligt var det rigtignok at see en Mand som gik ved Veien, i samme Retning, som vi kjørte, han gik maaskee langtsomt, men det uhyre Forhold, hvori Afstanden tiltog, saae det •22• som om han slet ikke kunde faae Benene med sig. En Hund saae fra Marken denne vandrende iilfærdige Verden med mangfoldige Indvaanere og flere store Vogne med Gods, ja endog Kampesten i den sidste – det harmede den at see paa, og jeg saae dens uhyre Anstrængelse for uden om en bred Grøvt at naae Toget; men ak! Graven var for bred - jeg saae et Pladsk, og hørte strax derpaa noget, som skulde være Gjøen, men det lød allerede, som fra et fjernt Sted, der Intet havde med os at gjøre. – Ved Banegaarden saae jeg for første Gang en af disse colossale Fragtvogne, som jeg vel skal faa Leilighed at tegne. Altona gjorde et ret venligt Indtryk paa mig. Den lange Gade med Alleen, og et Par Udsigter til Elben med Smaaøer, er [overstreget: deilig] kjønnere end Gaderne i Kjøbenhavn; men lad mig ikke sammenligne, der er noget Hadefuldt i Sammenligninger, og saa meget har jeg alt seet, at der kan være deiligt ogsaa der, hvor en lignende Natur som vor, desværre ikke føder og opfostrer Mennesker af vor Tunge. Jeg har knap hørt et dansk Ord hele Dagen, uden af en Mand som sad og spiiste med mig i Kiel. Jeg sidder her og hører en Larm som paa Kjøbenhavns Gader, der raabes og faldbydes, og jeg glemmer, at det er tydsk, Altsammen tydsk.
Bordesholm. Neumünster og Pinneberg passerede vi, og ved det sidste Sted var især kjønt, saavidt jeg kunde see.