1. jun. 1845

1 Juni 1845.
Jeg kan ikke lægge Bogen hen inden jeg har optegnet: at det samme Selskab, som gjorde ovennævnte Skovtour, gjentog en lignende, hvorved ogsaa Forældrene og flere Ældre vare tilstæde. Det var i Fredags 30 May. Aldrig skal jeg glemme det Syn, at see Selskabet leiret paa en Banke i Frederiksdals Skov ved Kobberdammen. Alle de unge Piger havde friske Bøgekrandse paa Hovederne, der blev sunget deilige Sange, Pastor Grundtvig og Prof •31• Høyen vare med. Det Indtryk er jeg vis paa skal aldrig forviskes hos mig, og vil tit være mig en Glæde at mindes paa Reisen. – Det er i morgen den 2 Juny – den Dato glemmer jeg heller aldrig, men hun skulde tænke derpaa? Det er paa Onsdag den 4 Juny, den Dag for et Aar siden saae mig nedslaaet og rystet i mit Inderste; jeg gjenvandt Ro og Munterhed, men ikke Sindets Sundhed, det er sygt endnu, det kan jeg ikke dølge for mig selv, og jeg kan jo ogsaa mærke det paa mine Venner. Iaften saae jeg da sidste Gang Grundtvigs i deres Hjem; hvor venlige og gode have dog de Mennesker været imod mig. Jeg gik ind til Præsten i hans Stue, og sagde ham Farvel: Gud være med Dem, sagde han – men med sin egne Tone, saa de Ord gik mig ind i Sjælen; og den elskelige Kone. – Gud give, jeg maatte finde den Familie, som jeg forlader den.
For et Aar siden flygtede jeg paa Landet, indespærrede mig i en ussel Bondegaard, hvorfor kunde jeg ikke strax gjort, hvad jeg gjør nu, Aardagene derefter: reise til Udlandet. Lev vel, Margrethe! nu er det, jeg skal glemme Dig, hidtil kunde jeg det ikke! Nu skal Du ikke mere møde mig, o Gud! den sidste Gang, jeg saae hende, da vendte hun sig om, og saae efter mig, hvad vilde det Øiekast? Er det ikke muligt, at møde hende endnu engang i disse Dage? Vil det ikke imorgen Aften falde Dig ind, naar Du sidder paa Dit Kammer, at det er netop et Aar siden, Du gik fra Haven til Hjemmet, taus ved Siden af mig – vil det ikke rinde Dig i Tankerne? Og vil Du tænke: den Uforskammede! hvem mine Forældre viiste saamegen Godhed, han lønner dem med Sligt? vil Du afskye mit Minde? O Gud! hvem giver mig Vished og Svar paa mange Spørgsmaal. Margrethe! Margrethe! var jeg Dig saa uværdig? Har det ikke bedrøvet Dig: at have dryppet de første bedske Draaber i mit Bæger? Lev vel! Margrethe! Dit Navn skal nu ikke længe komme gjennem min Pen – men Dit Billed staaer tit for min Sjæl. Paa Thorsdag er jeg paa Veien, og skal længe ikke pine Dig ved Møder paa Gaden. Jeg skriver og skriver, og kan dog ikke udtale, hvad der bevæger sig i mit Bryst. – lad det da kun leve der i Stilhed, og minde mig om: at jeg ingensinde maa gjøre mig Margrethe uværdig!