9. apr. 1845

9 April.
Idag har jeg modtaget et herligt Brev fra Krebs; han forstod mig og havde et kjærligt Ord til Trøst for mig, hvis Venskab jeg troede maatte være et saa begavet Menneske temmelig ligegyldigt; men sandelig! jeg paaskjønner hans Venskab, saameget mere som der er ikke Mange, han kalder Venner. Med en rig Aand og et rigt Hjerte gaaer han uforstaaet gjennem Verden, der ikke har havt megen Sympathi for ham. Han skal have Brev fra mig, inden jeg forlader Danmark.

om Aftenen 11-12.
Det er idag hendes Fødselsdag; har hun sin Glæde havt en Tanke for ham, hun forskjød – o Margrethe! var det ikke Synd, var jeg Dig uværdig. Du var saa god, saa kjøn, saa mild – Dine Brødre have leet ad mig, det er jeg vis paa, har ogsaa [overstreget: Dit] |kun| et eneste Haansmiil fortrukket Dit Ansigt? Dit Afslag kan jeg bære, og skal maaskee engang takke Dig derfor, men Din Spot kan jeg ikke gjengjælde med samme Mynt, den vilde være mig tung at bære, den vilde være Dig uværdig. Vender jeg engang tilbage, som en dygtig Kunstner, da har Du gjort mig dertil, og, kunde jeg da tale med Dig, jeg skulde ikke paatrængende bestorme Dig med Bønner, men jeg tøler en Trang til at retfærdiggjøre mig for Dig, thi Din Families Betragtning af mit Forhold stiller mig i et stygt Lys, hvori jeg nødig vilde staae for Dig. O Gud! blev Du nogensinde ulykkelig og jeg kunde formilde Din Stilling, hvilken Salighed at vise Dig: jeg nærer end ikke den ringeste Bitterhed mod Dig, kan umulig tro: at Du enten ikke fandt mig fornem eller rig nok, for det var det jo, [overstreget: som]  (min Stillings [overstreget: Sikk] Usikkerhed) som stod mig i Veien hos Dine Forældre. Og gav Du ogsaa Svaret aldeles upaavirket? jeg tør jo ikke tvivle derom, efter Din Moders Ord, og dog – – – Nu flygter jeg for Dig, vi kunde ikke undgaae tilfældige Møder, og selv disse, saa piinlige de end vare, jeg vil dog savne dem, thi de bragte mig jo Dit Øiekast; det var ikke bebreidende, det var alvorligt, ikke haardt – Du har ingen Bitterhed bragt i mit syge Sind, nei, elskelige Pige! ikke Du, men Din Familie, og jeg anerkjendte dens Ret, dens Ret til at jage mig bort som en Hund, som een, der har gjort ondt, og jeg talte ikke af mig selv, men dreven af indre Nødvendighed, Ordene maatte frem; de have ikke været gode, og fandt intet godt Sted.