21. jun. 1842

21 Juny
Imorges Klokken 7 omtrent gik vi til Slottet, saae os om i Haven, Lunden og Phasangaarden. |Den store Ugle. Det mærkelige Bøgetræ, som alene danner et stort Lysthuus.| Vi opholdt os saa længe inde i Gravhøien eller Jettestuen som den kaldes, at |til| vi bleve saa fortrolige med Dunkelheden derinde, at vi endogsaa troede der maatte kunne males Portraiter [overstreget: derinde]; deilig var Virkningen af Lyset paa Ansigterne der viste sig mod den dunkle men tilsidst klare Grund, hvori vi saae de store Stene, med det nette Muurværk i Mellemrummene af flade paa hverandre lagte Steen. Det var en ret rembrandsk Virkning. Vidunderlig deiligt var det fra vort mørke Standpunct at see Sollyset udenfor gjennem den lave, snevre Indgang. Vi tegnede en huul Egestamme som stod oppe paa Høien og gik derpaa videre til, forbi Stærgaarden til Nordskov, hvor jeg gik i Vandet og sprang lystig om derude i det flade Vand, kravlede op paa en mægtig Steen o s v til stor Moro for Skovgaard og et Par Bønder, som jeg ikke engang vidste vare Tilskuere. Skovgaard tegnede efter vort tarvelige Middagmaaltid, den ene af de mægtige gamle Ege og jeg Storkereden i Toppen af den og en stakkels Unge, som de underlige Forældre havde kastet ud. Vi døiede meget af Tørst. Paa Hjemveien vare vi oppe paa Julianehøi og først da vi havde naaet Slottet fik vi i et Bondehuus noget daarligt Vand. |Vi gik hjem over en stor Eng kaldet Stæren.| Det var en rar Dag, men den gav mig kun ringe Udbytte af Studier; ihvorvel jeg kjendte det Altsammen glædede det mig dog at see det igjen, men Intet mere end det kjære Frederiksværk, som jeg ude fra de to gamle Ege saae saa tydeligt, at jeg kunde gjenkende Bygninger, Skove, Banker, – den kjære Vinderød Skov med sine forblæste Træer og Bjørnehovedet o. s v. men forgjæves saae jeg efter Kirken, hvor Fader hviler, den var skjult af Clasens Bakke.