10. dec. 1845

Rom 10 December 45.
St Peter
Igaar var jeg med Wichfeldt, Raffenbergs og Jonchières i Vaticanhaven (Oranger – Hjorte) og senere i Quirinalet, hvor der var smukke Værelser med Tapeter og Mosaiker og Malerier, hvoriblandt:
Caravaggios Christus som tolvaarig Dreng i Templet.
Fra Bartolomeos Peter og Andreas, og Guidos Madonna i et lille Kapel især interesserede mig. – I Haven vare to Strudser, en deilig Ørn og en Ugle. –

Idag bestege vi (samme Selskab) S Peter, kom op paa det store flade Tag og ind i Kuppelen, hvor jeg først uden Maalestok og Beregninger følte Størrelsen, og hvor jeg først af ganske Hjerte kunde indrømme at Kirken er smuk. Herrerne stege heelt op i Kuglen. Men denne Kuppel og Nedsigten derfra i Kirken morede mig grumme meget, og den Masse af deilige Mosaiker, Guld, Marmor og Farver imponerede mig for første Gang. Dog fik jeg det venligste, kjæreste Indtryk, da vi stege ned i Kryptkirken, hvor det hedder sig at S Peter og Andreas ligger begravne der, hvor et en deilig byzantinsk Madonna er anbragt. Her fandtes en Mængde af •143• byzantinske Mosaiker, gamle christelige Reliefs og Frescoer, saa det var som et heelt underjordisk Musæum. Desværre var en eneste Voxfakkel utilstrækkelig, især da den tit blev for hurtigt baaret eller galt placeret. Men underligt var det at see, naar en Straale et Øieblik kaldte frem af Mørket et deiligt Hoved paa en from Geistlig eller en Maria eller blot en Stump af et Drapperi. Det var et flygtigt Indblik i den forsvundne Verden, der i sin Kunst for mig altid staaer saa uskyldig, saa yndig og reen: at vore Tids største Anstrængelser og betydeligste Productioner ikke blive som Børneværk, men som hule, tomme Skabninger, der naar de ere allerelskværdigst, dog maa friste den haarde Skjæbne: aldrig at faa Liv, uden for en æsthetisk Betragtning. Men har Kunstneren end aldrig anden Glæde, da har han den: at nyde, hvad bedre Tider skabte, og det vil jeg, og takke Gud, fordi ogsaa jeg fik en Pensel i Haanden, hvorved jeg ligesom kom i nærmere [overstreget: Berøring] Slægtskab med de gamle ogsaa her under Jorden, hvor de i Mørket hvile halv forglemte under den tomme Flitter og Pragt oppe i den verdensberømte St Peter. Ja, idag •144• har jeg havt stor Glæde af en Art, som jeg ikke ventede i Rom, snarere i Florenz, naar jeg kommer der. Hvem er Du, gamle Mester! der lod Eva stige ud af den slumrende Adams Side med foldede Hænder lige op i Guds Arme. Dit Navn er glemt maaskee, men Du har givet Dine Brødre en yndig Gave, og havde fortjent at mindes. Gamle Giotto! ogsaa Du var der! og mange, mange flere af Jer, som i christelig Fromhed fremstillede Jesu Liv – jeg kan ikke det; men I ville ikke skamme Jer ved mig, som i Dyrene fandt en Fred og Hvile, der frister mig ved sin Uskyldighed, Brødefrihed til Fremstilling. Iblandt Jer føler jeg mig vel og langt bedre, end blandt dem, der sige: de ville som I, men gjøre det ikke. Maatte I nu have fundet et Tilflugtssted, sikkert og fredeligt under Jorden, at om Aarhundreder En og Anden kan glæde sig ved Jeres Naturlighed og Alvor, som jeg idag har gjort det!