Johan Thomas Lundbyes dagbøger
15. jun. 1845
Søndag 15 Juny Coeln
O! Jeg har forslugt mig paa Coeln idag; hvor skal jeg dog finde Rede i Alt det, jeg har seet. Ja, da det er nødvendigt at holde sig til Noget, da man ikke kan have Alt, saa vil jeg her ogsaa kun notere, hvad der især har interesseret og efterladt et bestemt Indtryk; og det er snart gjort. – Jeg kom ogsaa •36• hen i Musæet som det hedder; men med Stolthed kunde jeg tænke paa den Orden og Nethed, hvormed vore Samlinger i Kjøbhvn [overstreget: ere] optræde. Jeg saae en Suite Værelser med Malerier, og foer med sædvanlig Malergraadighed gjennem et Par af dem; dog snart vendte jeg tilbage til det andet Værelse, hvor en Deel Hoveder strax havde været mig paafaldende og senere fængslede mig saalænge jeg var der, desværre kun en Timestid; og saa til sidst foer jeg gjennem de øvrige Stuer, som saa ud til at indeholde meget Middelmaadigt, om der var meget Godt ogsaa veed jeg ikke; men jeg stødte til sidst paa to nye Billeder: Kongen af Preusen til hest, heel Figur i naturlig Størrelse med Adjudanter omkring. Stykket behagede mig ikke – dersom det er af Krüger, da gjør det mig ondt. Det andet var det vidt bekjendte: die trauerde Juden af Bendemann; men lad ham bruge som Skjærmbræt, at han kun var 18 Aar, da han malede det. O Gud, hvor er vi dog fattige! see nu disse overdrevne ideale Hoveder – hvor kolde, hvor hule, hvor kunstigt construerede efter alle Skjønhedsregler, hvor gjennemreflekterede! Og skal al den Idealitet, der for mig er saa livløs, skal den nogensinde kun- •37• ne erstatte mig den Ærlighed, Troskyldighed i Opfatning, det Liv og den Sandhed i Fremstillingen, som udmærker de gamle Kunstnere, og som jeg her atter gjenfandt i en heel Deel Billeder, som jeg aldeles ikke er istand til at betegne nærmere. Ikke noget Navn var vedføiet, end ikke et Nummer, der kunde tyde paa et Catalog, slet Intet var der uden de blotte Billeder, overladte til dem selv og Publicums Naade; thi Ingen var her tilstæde for at have Opsyn. Jeg vil kun tilføie: at jeg gjættede, det maatte vel være Billeder af den gamle cöllnske Skole, men, med hvad Ret.
Domkirken. Hvorfor ikke nævne dette Vidunder fra Middelalderen først? for den var mig for drøi; den overvældede mig saa reent, at Taarnet, skjøndt det nok endnu ikke har naaet mere end ¼ af sin rette Høide, var i Grunden det eneste jeg kunde nyde som et samlet Hele, og som jeg fandt overordentlig deiligt. Choret kunde jeg ikke saaledes gaa ind paa strax, det forekom mig næsten altfor sammenmakket, og indvændig smagte det mig hist og her saa grumme moderne, saa det gik ligesom en Anelse igjennem mig: at Bygningen er som Ruin interessantere, end den •38• som færdig vil blive. Dog er det saa langt fra, at jeg vover at have ringeste Mening om Hr Zwirners Dygtighed, eller om dette hele colossale Foretagende, der med Glasmalerier, chatolsk Messe, Damesang, [overstreget: og] fuld Janitscharmusik, Orgel, Processioner, Røgelse og en stor Menneskemasse gjorde et saa overvældende Indtryk, at jeg glad i Tanken gaaer tilbage til Münster, hvor Gothik først trådte mig stærkt men dog saa venligt imøde. Det er vist et daarligt Resultat af Cölln, og jeg gruer næsten for Strassburg, om det ikke der skal gaa bedre. –
Raadhuset. Ogsaa en gothisk Bygning, som man sagde mig fra det 13 Aarhundrede, hvad jeg næppe havde troet, om jeg tør tale om Tro i slige Sager. Men den kan man dog overkomme. – Desuden saae jeg flere Kirker, blandt andet: Ursula, hvor jeg spurgte, for at faae lidt Oplysning om de Billeder, som Høyen har vist os Lithographier efter (jeg troer de var af Hemmeling ) men man vidste ikke om noget saadant Skriin. – I Domkirken fik jeg ikke at see et gammelt Billd bag Alteret, som Capt Læssøe saa meget paalagde mig, men der var Ingen, som •39• kunde lukke op, da ogsaa det benyttes til at presse Penge ud af Folks Lommer. Panorama og Diorama med Torden og Pladskregn, der tilsids[t] lød som man hældte Vand med Spande vil jeg ikke videre bryde mig om at huske, undtagen for saavidt, at Localet til det Brug var saa net indrettet og saa anstændigt. For at see disse to sidste Sager gav jeg – 10 Sgr
Fakta
PDF15. jun. 1845
Dagbog E, side 35-39
Den kgl. Kobberstiksamling, inv.nr. KKS19996
Bjarne Jørnæs (red.): Johan Thomas Lundbye. Rejsedagbøger 1845-1846, Statens Museum for Kunst 1976, s. 37-39; Jesper Svenningsen (red.): Seks år af et liv. Johan Thomas Lundbye – Dagbøger om tro, skæbne, kunst og kærlighed, København 2018, s. 287-289
Kölns bymuseum, grundlagt i 1824 og i 1861 omdøbt til Wallraf-Richartz-Museum.
Franz Krüger (1797-1857), tysk portræt- og dyremaler, der havde udført flere rytterportrætter af kong Friedrich Wilhelm III (1770-1840) og Friedrich Wilhelm IV (1795-1861).
Eduard von Bendemann (1811-1889), tysk maler, hvis maleri Die trauernden Juden in Exil fra ca. 1832 tilhører Wallraf-Richartz-Museum, Köln.
Ernst Friedrich Zwirner (1802-1861), tysk arkitekt og leder af domkirkebyggeriet i Köln 1833-1861.
Lundbye tager her fejl, idet han tydeligvis tænker på Hans Memlings berømte Ursula-skrin i Skt. Johannes-hospitalet i Brügge. Han fik siden skrinet at se 28.-29. juni 1846
Kaptajn Werner Hans Frederik Abrahamson Læssøe (1811-1850), bror til Lundbyes malerkammerat Thorald Læssøe. Det omtalte maleri må antages at være Stephan Lochners altertavle, der endnu findes i domkirken, og som Lundbye fik at se på hjemrejsen (se dagbogen 19. juni 1846).