14. jun. 1845

Ddrff 14 Juny. Lørdag
Jeg havde glædet mig til at see en Udstilling her, for dog at faae et rigtigt Begreb om Kunsten i denne saameget omtvistede Skole. Desværre aabnes den først imorgen, hvorfor jeg kun fik see en Deel, og om jeg maa antage: den Ringeste. Jeg veed ikke hvilke Mesterværker, der muligt i Løbet af Dagen kan opstilles, men det veed jeg, at, naar jeg har nævnt to Billeder, da har jeg nævnt Alt, hvad jeg [overstreget: saae] anseer for værdt at nævnes, og naar jeg anfører to Billeder endnu, da er jeg saa skaansom, at jeg i Düsseldorffs Sted vilde skammes over at være Gjenstand for en saadan Medlidenhed. Jeg kan vel tænke, at Mangen vilde mene: der har vi nu igjen en af disse ultra-nationale ɔ: ultra eensidige danske Kunstnere! Lad dem mene, hvad de vil; jeg har gjort, og skal stedse efter Evne gjøre mig Umage for at see det Gode, hvor og hvordan det kommer paa min Vei; men her kunde jeg saamæn ikke finde noget. Jeg maa bemærke, at i Cataloget manglede ogsaa ganske Lessings Navn. Men nu de to Billeder – det ene var Schirmers: Parti af Campagna di Roma, som med •33• alt det: at Farven var svær og bruunlig, dog havde interesse for mig. Det andet var: Achenbachs Ætna. Ja, de danske Briller maa man smide bort, men har man gjort det og kan man tilgive: at Achenbach har seet med Rotmanns Briller, saa er det Billede dog ogsaa værd at nævne. Mig forekom det, som om han maa være stærkt paavirket af Rotmann; det er muligt, at jeg feiler; men der var baade Storhed og Farve, skjøndt: Gud trøste den danske Kunstner, som ikke tegnede Enkeltheder, Stammer og sligt bedre, og jeg vil rive Hovedet reent af den danske Kunstner, der colorede saa vildt; men Danmark og Düsseldorff! der er stor Forskjæl paa dem. Og nu til de to andre; jeg tør næsten ikke skrive det, af Frygt for, at man muligt engang i Kjøbhvn skal læse det. Schraders: Brandlidte og et norsk Landskab af Gude. – Det var mig ligesom en Trøst at høre: at v: Benzon var reist bort, da det derved blev mig umuligt at faae Adgang til de store Atteliers, hvor jeg i Grunden gruelig nødigt vilde været hen, men dog ikke med rolig Samvittighed kunde sprunget over. Denne Kunstnydelse betalte jeg med 5 Silbgr, som jeg gav en Oppasser, der var saa •34• høflig at tillade mig at gaae ind, da jeg var Fremmed. Nu er [jeg] i det sære Tilfælde: at jeg har, i et af den tydske Kunsts store Brændpunkter, to, maaskee 9 Timer aldeles tilovers. Med andre Ord: jeg ønsker og haaber ganske svagt at komme bort Kl: 4 til Kølln, men det skeer sandsynligviis først Kl: 11 i aften. –
Ligesom jeg alt et Sted har skrevet lidt om Mad, saaledes er der en anden Ting som ingen Reisedagbog maa savne, og det er: Fremmedes Forestilling om os. For nu at bringe denne lille Bog Fuldkommenheden saa nær som muligt, vil jeg da bemærke: at man adskillige Gange har spurgt mig, om man i Kjøbenhavn talte andet end tydsk, eller, om man paa dansk kunde sige, hvad man vilde, uden at bruge andre Sprog tilhjælp. Det sidste kunde jeg desværre ikke ubetinget benægte. Man har mange Steder gjettet, hvorfra jeg vel maatte være; en spurgte om jeg var en Rheinländer, men flere have troet jeg var en Franskmand, desværre! i sproglig Henseende var det vel, om jeg var lidt mere Franskmand, i Schweitz og Strassburg skal man tilvisse ikke antage mig for Franskmand, det tør jeg love for. –

1 Thal 8 Sgr var Regningen i hotel royal
5 – gav jeg Kellneren i Drikkepenge.
20 – Dampskibsbillet til Cølln. –
2 Th 3 Sgr.

•35•
Cölln 14 Juny 45. Løverdag.
zum holländischen Hof. Kl 12½
Jeg reiste med Dampskibet Kl: 4 fra Düsseldorff, og kom først her omtr Kl 12 om Aftenen. Veien havde intet Interessant mens det var Dag, saa Naturen bød mig kun en dejlig Solnedgang og senere et smukt Maaneskin. Engang saae jeg Maanen i den tykke, sorte Kulrøg, det saae godt ud. Men en Overraskelse havde jeg dog; som jeg sidder paa Dækket, smøgende paa min Pibe, hører jeg ved Siden af mig En sige: det havde jeg aldrig troet, at Rav havde saamegen Værdi – paa dansk! det var de første danske Ord jeg hørte, siden jeg forlod Freunds i Altona. Og da jeg skulde see til, da var det Kammerherre Linde og hans Svigersøn: Hofjægermester Sehested, som reiste sammen til Ems. Jeg har i to Dage været i Selskab med en Godseier Rodert og hans Kone, vakkre Folk, som jeg gjerne følges med; men nu kan det vel ikke vare synderligt længer. – Jeg gav for Tøiet – 4 Silbgr.