16. jul. 1842

16 July.
I Formiddag sad Moder og Sigvard her hos mig ret hyggeligt ved en Kop Kaffe; vi talede sammen i Fortrolighed, om hvad der nærmest angik Familien og jeg følte mig ret saa glad – men da fortæller Sigvard: at man havde Formodning om, at Louise Neergaard var blevet forlovet i Jylland. Det nedslog paa en Gang min Glæde, ved disse Ord bortblæstes jo min kjæreste Drøm fra min Sjæls dybeste Grund, ja, der levede dette kjære Haab, og jeg turde neppe selv glæde mig derved, nu er også det udslukt. Jeg følte mig ikke stærk nok til at bede om hendes og hendes Forældres Samtykke endnu, men jeg vilde jo tro bevare hendes Billede, til jeg kunde gjøre det med fastere Haab om ”Ja”. Jeg troede vel at den Yttring af hende: at hun ikke vilde givte sig, vilde overvindes naar hun fandt en Mand, hun kunde slutte sig til; jeg havde troet, at jeg skulde overvundet hende, hvor latterligt! jeg, en fattig Maler, som ikke veed, hvorfra Brødet skal komme til imorgen. Farvel ogsaa Du, yndige Drøm! gaae til de øvrige, som idet mindste forskjønnede min Ungdom, nu er ikke Meget tilbage, og en bitter Følelse knuger mit Bryst ved Tanken om mange Tab og Savn. Dog rummer det endnu Kjærlighed – til Dig eiegode Moder! til det kjære Fødeland og til nogle faae Venner –. Saa Levvel da, Du gode Pige! til hvem min Tanke dristigt hævede sig, uden at jeg nogensinde er blevet Dig besværlig, ja Du aner det maaskee ikke engang. Var vor Skjæbne blevet afgjort hiin yndige, uforglemmelige Sommermorgen, da var Du maaskee blevet [overstreget: langt] ulykkelig. Men jeg har meent Dig det ærligt og har glædet mig i den Tanke: at jeg skulde gjort Alt, hvad jeg formaaede for at afvende Mangel og Sorg fra Dig; Du skulde lært at kjende, at det sande Kunstnerliv har dog Øieblikke, hvor al legemlig Trang maa vige for en Salighed, saa stor som Jorden eier den; •43• men denne Lykke var ikke mig bestemt; lev vel! tusind Levvel! – Naar jeg taler med Andre, selv Jevnaldrende, betragte de mig altid som Lykkens Skjødebarn, det er som jeg Intet havde oplevet, ingen Modgang havde kjendt, og dog har mangen en Gang Sorg og Bedrøvelse fremkaldt Taarer af mine Øine, naar jeg saae, mine bedste Venner forlade mig, min Fader dø, og efterlade mig i en saa uvis Stilling og flere Brødre uforsørgede, og mange, mange Ting, jeg nu ikke i en Hast kan opregne – det er Alt som Intet! jeg skal være lykkelig, selv om den bittreste Smerte sammenknuger mit Bryst. Jeg vil ikke vove at bedømme mine Sorgers Forhold til Andres, jeg vil tro: at Enhver har sit Kors, men Ingens er for svært; derfor sørger den algode Gud, og ham vil jeg bede om Kraft til at vandre den rette Vei, i hvad end der hænder mig, den Vei, hvorfra min Svaghed tit har afledt mig, men som jeg dog endnu tydelig seer. – Hvor hurtig kan vor Sindsstemning forandres; imorges sad jeg glad ved mit Arbeid, nu er Lysten borte, til det, til Alt. – Saa fast havde jeg sat mig ind i den kjære Tanke, at jeg betragtede det som Synd at henvende min Opmærksomhed paa nogen anden Pige, og det var virkelig i det Øieblik, da Sigvard fortalte denne ”Nyhed”, som om jeg, trods min Bedrøvelse, følte mig lettet ved den Tanke: nu er Du jo fri, fri! som Lorenz i sit sidste Brev skrev, at han syntes Maleren burde være. Dog den Lænke bar jeg villig. –