17. jul. 1842

17. July
Skovgaard er fremdeles syg, det er klart at hans Bryst er stærkt angrebet og det kan blive farligt. – Hvor mange Mennesker har jeg ikke truffet paa min Vandring, som venligt tog mig med, og vi havde Glæde af hverandres Selskab, men snart fængsledes de af andre Personer, andre Interesser og lode mig da alene tilbage. Hedermann og Lorenz Frølich var det aldrig Tilfældet med, Skovgaard heller ei – men Hedermann kaldte Vor-Herre tidligt til sig, og Frølich reiste langt bort; skulde nu Skovgaard ogsaa rykkes bort, da staaer jeg jo ganske ene. Brandis kan ik- •44• ke være det for mig, som den kjære Skovgaard – vore Veie ere altfor forskjellige. – Idag vare Skovgaard og jeg sammen henne i Vartov Kirke og hørte en vidunderlig deilig Præken af Grundtvig om de falske Profeter; o, hvor det er velsignet at høre en saadan Tale, da dulmes Smerten og Kraften blusser atter op i det forsagte Sind. O Gud! O Gud! O Gud! hvor langt er jeg fra den rette Vei, led Du mig atter ind paa den, led mig ikke i Fristelse! – Ja, selv de Tanker, der nu ere bortblæste som Avner for Vinden, vare syndige, jeg elskede denne Qvinde høiere end Dig, nu er det forbi! I Nat, da det var stille og mørkt, da tænkte jeg over, hvad jeg havde hørt, og jeg troer selv, det er bedst nu; men jeg kan ikke være glad; endnu har jeg jo ingen Vished, før jeg faaer den, er den sidste Gnist af Haab ikke slukket, og jeg faaer ingen Ro – ja, Ro faaer jeg ikke saa snart! –