11. apr. 1842

Mandag 11 April.
I Lørdags Aftes gik jeg gjennem Charlottenlund til Jægersborg. Mange Slags srnaae Blomster ere alt udsprungne trods den kolde Luft. Fuglene sang; jeg standsede tit og lyttede til disse mageløse Fløitetoner, hvormed Drosselen hilser Foraaret; jeg tænkte paa, hvor tit jeg paa det yndige Frederiksværk havde lyttet til disse Toner, naar jeg gik i Lunden ved min Faders Have, og Drosselerne sad i de høie Graner; der vare de saa uforstyrrede, og meest efter Regn eller i mildt Graaveir sang de da, eller slog, for di saadanne afbrudte Toner kan man vel ikke kalde Sang, det var som de talte til Magen, der var skjult i Løvet. Dengang harmonerede det bedre med min Stemning end nu; men dog var det usigelig velgjørende for mit syge Sind, at høre de kjære Toner, see de høie mægtige Træer, mørke mod den gyldne Glands i Vest, hvor Solen gik ned. Naturen har noget mere, noget høiere end Alvor, den har Ro – og det er vel derfor, den udøver saa mægtig Virkning paa de stakkels travle Mennesker med deres tusinde Sorger og Bekymringer. –