6. apr. 1842

6 April.
Smaae Graaspurve sidde i Træet udenfor mit Vindue. Lille Fugl! Du har Din lille lune Rede, hvor Din Mage ligger paa de smaae Æg – Snart kommer Foraaret, da pippe Ungerne ud og Du skal glad flyve ud at hente Næring til dem. Lille Fugl! Du er lykkeligere end jeg.
[i margin et let farvelagt rids af en fugl på en kvist]

Om Aftenen.
Jeg talte før med Krebs om den danske Natur, da fremsatte han disse Lignelser: Sjælland, det er en yndig Idyl – Fyen ligner en Efterligning af Idyllen; man sporer der for meget Menneskehaanden og selve Landet har ikke saa megen Characteer. Sjælland •12• ligner en af disse elskelige Kvinder, hos hvem vi ikke see Spor af den haarde Kamp mellem Lidenskab og Pligt, det er som Halvdelen af deres Sjæl var i Evigheden hvoraf de ere udsprungne, Halvdelen i Evigheden, hvortil de stunder. Altid er deres Pande klar, deres Væsen mildt og yndigt og de forstaae at medde[le] deres Ro til deres hele Omgivning (saadan er hun) de ere sjeldne, lykkelig den, der eier en saadan Qvinde, han eier Noget af det Yndigste paa Jorden. Jylland, Grændseegnene mellem Øst- og Vestlandet ligner de faldne Sjæle, hvis mægtige, brusende Lidenskaber har styrtet dem i en voldsom Kamp, hvoraf de først seent og med Møie ville reise sig; men Heden, den er som de dybe, af Naturen stedmoderligt behandlede Væsener om hvem vi sige: hvor han er uelskværdig, mørk og frastødende og kold; men lærer man ham at kjende ret [overstreget: til gaan] tilbunds, da vil man see det yndige Liv, der rører sig i ham og vi vilde gjenkjende Afglandsen deraf i de ydre barske Træk og med Forbauselse sige: han er smuk. – Hvem indrømmer ikke det, der har læst Steen Blicher og opfattet ham eller reist over disse mægtige Lyngbakker med sparsomt tildeelte Blomster, men Blomsterne er der dog og i Dalene flyde de yndige Bække med de grønne Bredder. Jeg har kjendt saadanne Mennesker; Skovgaard er af dem. Hans Barndom og Ungdom er henrunden i det nordlige Sjælland i Egnen ved Tisvilde, det er som [overstreget: noget af] Naturen der har præget sit Mærke i hans Træk, der ere skarpe, hans Holdning er fortrykt som Birkernes der i Hegnet; men kjender man ham nøie, vil man finde et sjældent kjærligt Gemyt i ham og et rart Udtryk i hans blaae Øine. – Jeg gik iaften ud til Kalkbrænderiet; det var det yndigste Foraarsveir man kan tænke sig. Jeg blev ret saa vel til mode, gik glad hjem og skrev til Lorenz. Der er noget Tilfredsstillende i at leve saaledes •13• i sit Hjem, som jeg nu et Par Dage har gjort; jeg gaaer for meget ud; men det kommer af den Uro, der er i mig, saa jeg trænger til Adspredelser, jeg havde ellers ikke holdt det ud, da mit Humeur for en Maanedstid siden var saa daarligt. – Hvorfor kan jeg nu ikke slaae Alt af Hovedet og kun tænke paa det store Maleri, jeg idag har gjort det første Grundtræk til – jeg kan det ikke endnu. –