Menu

Johan Thomas Lundbyes dagbøger

29. okt. 1842

29 Oct.
Hvad her er hyggeligt og rart at bo; min lille Stue er ret pæn, her er luunt og jeg kan ret med Glæde være her. Idag har jeg ikke været udenfor Huset saa godt har jeg det. Jeg har ordnet mine Bøger og agter ogsaa at sørge lidt •86• for den lille Samling jeg efterhaanden har faaet af Tegninger og Raderinger; det vil sige nogen systematisk Orden kan jeg ikke tænke paa, dertil har jeg ikke nok og agter heller ikke i Tiden at skrabe alle de Ting sammen, som høre til for at danne en Samling, der kunde vise endog blot de vigtigste Perioder, lad Andre om det. Jeg samler kun Tegninger og Raderinger – thi vil man have Alt, faaer man Intet, og derfor har jeg givet bort hvad jeg havde af Kobbere og Lithografier. Jeg samler ikke for at samle men for at eie Noget, der kan gjøre mig Glæde, og derfor er al Ordnen efter visse Skoler o. s. v. mig ligegyldig. – Som hun sagde, den gode Pige!: jeg giver helst nye Sager bort, de gamle gjemmer jeg, da kan mine Efterkommere finde det og glædes derved. Og hun har ogsaa mange kjønne Ting. Saadanne vil ogsaa jeg gjemme de kjønne Blade jeg eier, see at faa flere til, da kan man, naar jeg er død og borte ordne dem, om der bliver noget, som er værdt at tale om. – Jeg beflitter mig iøvrigt paa at eie saa lidt som muligt, hvad skal man dog med et Læs besværlige Sager; jeg giver derfor gjerne bort, naar jeg imellem har et og Andet. Jeg hader Liggendefæ, men hvad der skjænker mig Glæde hvergang jeg seer det, det vil jeg gjerne gjemme, det er jo ikke døde Skatte, dertil hører ogsaa smukke Billeder, det kjønne Vædderhoved, Onkel Bonnevi gav mig o. s. v.

  1. Lundbye havde få dage forinden fraflyttet sit lejede værelse hos kontrollør Schoubye på Frederiks Hospital og var flyttet hen hos sin mor i Kastellet.

  2. Louise Neergaard (1816-1895).

  3. Lundbyes morbror, Honoratus Bonnevie (1795-1873), sognepræst i Vallekilde.

Fakta

PDF
29. okt. 1842
Dagbog A, side 85-86

Det kgl. Bibliotek NKS 4201, I, 4°

Mogens Lebech (red.): Et Aar af mit Liv, København 1967, s. 118; Jesper Svenningsen (red.): Seks år af et liv. Johan Thomas Lundbye – Dagbøger om tro, skæbne, kunst og kærlighed, København 2018, s. 127-128