30. okt. 1842

30 Oct.
Idag var Billedgalleriet sidste Gang aabent, og jeg maatte op og tage Afskeed for iaar med mine Favoritstykker. Iblandt dem er da ogsaa Lionardos Chatharina, dette vidunderlige Hoved, der er som aandet hen, man seer ingen Pensel, man veed ikke hvordan det er blevet til, de andre Stykker ere dog malede, men dette – og ligesaa yndigt er Udtrykket deri! Det er af de Hoveder, som jeg vilde forsværge fandtes i Virkeligheden, og dog saae jeg forleden i Bredgaden en ung Pige, som strax bragte mig til at tænke paa Catharina. Hun havde rødligt Haar og den deilige fine Hudfarve, som gjerne følger dermed, og nødbrune Øine, hun var yndig, hun lignede Lionardos Catharina. Der var i denne unge Piges Ansigt for et flygtigt Øie den samme Ro og Klarhed, som i det underskjønne Billed, Gjenskinnet af den salige Sjælefred, jeg kun har anet i enkelte Øieblikke, hvor ingen Lidenskab rørte sig, [overstreget: men] hvor det stod klart for min Aand, at vort Maal er ikke paa Jorden, at det evige Liv alt tager sin Begyndelse paa denne Jord, yttrende sig i saadanne faa og korte Øieblikke. I saadanne Øieblikke viger Jorden dybt under mine Fødder og jeg seer da ned paa dens Begjæringer, jeg elsker den vel, men denne Kjærlighed er da reen, jeg tænker ogsaa paa Dig, hulde Pige! men vi vandre tilsammen mod den •88• Port, som engang skal oplades for os, naar vi have lært, hvad vi kunne lære her paa Jorden: at bære Korset. Vi have det først ret inde da, naar intet jordisk Ønske stiger i vort Bryst, men mangen haard Time ville vi faae inden vi komme saa vidt. Og saaledes bør det være, giv mig min Frihed igjen, jeg tør ikke elske nogen Qvinde endnu. O, Louise! vilde Du sige, som et blidt og venligt Væsen, der længst er borte: ”dersom Lundbye var et Fruentimmer, skulde han være min Veninde.” – Det skal Frøken Hanne Kohl engang have sagt; hun var stille, beskeden og tilbageholden, havde mistet sine Forældre og maatte med sin lille Halvsøster, Elisa Pingel, være hos Fremmede. Hun var en Tid i Huset hos Læssøes, og der saae jeg hende, jeg betragtede hende altid med en vis undseelig Ærbødighed, jeg var jo næsten Barn endnu, men mit Væsen maa dog have behaget hende, og hendes Yttring, som jeg har hørt af Thorald har tit glædet mig, nu da hun er død og borte. Stakkels Pige! hendes Sind var saa roligt og stille, men Kjærlighed bragte fortærende Uro deri, ingen Moder havde hun, ingen moderlig Veninde at fortro sig til; den stille Kummer blev til voldsomme Qvaler, Vanvid, og det rolige, fromme Væsen døde i Raseri. – Da jeg af Lorenz Frølich hørte, at hun var død, hvor sært klingede da ikke hendes Ord i min Sjæl: jeg skulde været din Veninde! Louise Neergaard! siig som hun, hende bad jeg aldrig, tænkte ikke derpaa, Dig beder jeg: vær min Veninde?