17. apr. 1845

17 April 45.
Drøm med lukkede Øine.
Man siger: at det man drømmer den første Nat, man sover paa et fremmed Sted, skal gaae i Opfyldelse. I Forgaars flyttede jeg herhen til Broder Sigvard i Store Kongensgade; men den første Nat havde jeg altfor travlt med at sove til at der kunde blive Tid til at drømme – jeg var saa træt. Derimod inat drømte jeg to Drømme. Den første indeholdt Intet, som videre morede mig, uden det: at jeg saa levende saa en sjællandsk Egn for mig, at jeg endog i Søvne kunde anstille Betragtninger over selv de fineste Farver i de fjerne Luft og Baggrundspartier, jeg saa tydeligt Marker og Høie i den deilige Aftensol. Men den anden: jeg stod paa Kysten af Øresund og kunde see over Havet en stor By, og skjøndt med Anstrængelse, kunde jeg dog tydeligt see paa Masserne at det var Athen. Den Explotion som sprængte en Deel af Parthenon var nyligt gaaet for sig, men de Mennesker, som vare med mig vare Steenbergs fra Vallø. De stode lidet fra mig, og jeg [overstreget: gjorde dem opmærk] vendte mig med dem for med høi Røst at gjøre dem opmærksomme paa de herlige, monolitte Kolonner, som laae omvæltede og de endnu staaende Parthier af Bygningen, der med sin varme Sollys og luftige klare Skygger gjorde en vidunderlig deilig Virkning; men idet jeg vender mig, syntes det for mig som om Afstanden mellem Steenbergs og mig blev stedse større, de svandt mere og mere og til sidst kunde jeg ikke see dem – Afstanden blev |til| den virkelige, og jeg fulgte med Akropolis, blev ved den langt •28• fra danske Venner. Skulde denne Drøm, der vel er fremkaldt af det Ønske, som vel imellem er opstaaet hos mig: virkelig at see Athen, skulde det gaae i Opfyldelse.