15. apr. 1842

15 April.
Naar jeg seer paa Constantin Hansens deilige smaae [overstreget: Arbeider] Landskaber paa Udstillingen, da føler jeg, hvad jeg trænger til; gid jeg kunde faae noget af hans Fordringsfrihed og Naivitet i mine Stykker. Han fordunkler næsten ganske de øvrige Landskabsmalere paa denne Udstilling. Han er dog en Kunstner vi kunde være stolte af; men han er ikke i Vælten, hans Arbeider blive knap ændsede maaskee, og dog vil de have Værd, naar de Øvriges længst er forglemte. Somme Tider synes jeg, at Kunsten maatte kunne være mig nok; jeg kan være saa glad, naar jeg seer noget ret sundt og smukt af Maleri eller Billedhuggerarbeide, det virker saa velgjørende paa Sindet; men der kommer andre Tider, da jeg synes, at en ærlig Kunstner er ogsaa huslig Lykke værd; hvorfor skal han, der glæder saa Mange hensukke sine Dage og længes efter, hvad saa mange opnaae, og mange ikke skjønne noksom paa. Nei ogsaa jeg kan blive forelsket og skammer mig ikke derved; men jeg vil gjøre mig Umage for at aflægge slemme Feil; jeg vil see at blive bedre og dygtigere, saa vil Vor-Herre nok vide at tilskikke mig, hvad der er mig tjenligst; selv i den allermindste Sjæl en under- •15• fuld Verden boer, siger Ingemann, og for Vor-Herre er Intet for smaat. Han seer vore lønligste Tanker og kjender vore skjulte Veie og hvad vi dølge for Menneskene. Kunde jeg saaledes rense mig fra Synd og kun hade Slethed og Last, da har jeg dog et større Maal at tragte efter end en Piges Hjerte. Men styrer ikke Gud selv vore Skridt, og gives der Mennesker i hvem Kjærlighed aldrig har yttret sig, det kan jeg ikke tro. Jeg vil stræbe at være pligtopfyldende og tro, saa faaer det gaae med Drømmene om Lykke og Glæde som det kan.