8. feb. 1843

8 Febr.
Livet er alvorligt, men ikke sørgeligt som jeg har seet det – jeg har kun ikke kunnet blive fortrolig med det: at Livet er en Kamp, det maa jeg aldrig glemme; i Kamp træder det Gode frem og i den maa jeg lære at finde Fred, at finde mig selv. At være sig selv bevidst og at kunne beherske sig – deri er vel den Fred, som den Unge tør vente, den Fred, der er den fuldkomneste paa Jorden. Men hvordan skal jeg kunne grunde over mit eget Væsen, tidligt og silde, uden at blive Egoist? Gjør jeg det Gode for Lønnens Skyld? Aagrer jeg med Gud om min Salighed? Det troer jeg ikke; men jeg undlader maaskee at gjøre mere Ondt af Frygt. Og dog elsker jeg det Gode, og den, der i et aabent, fornøiet, frimodigt Væsen afspeiler en uskyldig Sjæl, staaer altid for mig som et Exempel. Det Ydre afspeiler det Indre! det troer jeg, om end der gives mange Undtagelser. Og jeg behøver kun at see til min Person, for at see, hvor langt jeg sunket, hvor drøit dog Verden, uden at have gaaet mig ret haardt imod, tynger mig. Skjøndt jeg ikke ligefrem gjør Noget for at være afstikkende i min Dragt, kan jeg dog ikke beqvemme mig til at give mig min Skræder i Vold, og gaae med Klæder udskaarne og sønderskaarne tit paa det naragtigste; men jeg indseer det vel, at jeg derved paadrager mig den Mistanke, at jeg vil see anderledes ud end Andre, kun for at udmærke mig. Det er ikke Tilfældet; Ingen ønsker mere end jeg at Enhver vilde tage sig saadanne smaa Friheder, hvorved vi mere vilde faae Menneskene selv at see og kjende end deres Skrædere. Dog er det ikke ene Dragten. Men Holdningen! jeg gaaer bøiet forover, sammensunken, og dog glæder jeg mig inderlig, naar jeg mødes paa Gaden af mine Jævnaldrende, der gaae rankt og see frit og aabent lige ud og lige ind i Øine|ne| paa dem de møde. Hvor •134• ere mine røde Kinder? som Børn vare de saa røde og sunde! de ere falmede for stedse, men, Gud være lovet! kunne endnu farves stærkt af Undseelse og Bevidsthed om Uret eller Skam hos mig selv; denne røde Farve er dog Noget værd! O, jeg kunde endnu blive god!
Som et Æble jeg hang imellem Bladenes Hegn
I min Faders Gaard med Kinderne røde;
Da skar man i mit Hjerte forvildende Tegn –
Og nu! – – – – – – – – – –
maa jeg sørge mig tildøde! – nei! nei! jeg kan maaske snart gjenfinde mit tabte muntre Sind, hvorunder der laae skjult saamegen Alvor, som jeg behøvede for at give Livet Værd. Jeg glæder mig i den Tanke, at jeg er en ægte Nordbo: Hjertet rigere end Hjernen, mit Væsen venligt og spøgende dog altid aabent for Livets Alvor, som jeg dog i Grunden elsker høiere end dets Spøg. Saadanne var jeg jo en stille Dreng; mine Brødre knubsede mig vel imellem fordi jeg ikke [overstreget: le] vilde lege Soldat; men mine Skolekammerater kunde dog lide den dovne Dreng, og, da vor Klasse engang antog Navne efter Nordens Guder tildeelte de mig Navnet: Brage – mine Billeder har vel meest lignet de gamle Skjalde-Qvad, da jeg den Gang dristigt hentede Stoffet til dem i vor Oldtid og den romantiske Middelalder. Moder tog mig tidlig med paa Comedie og jeg husker nøie at der blev lagt Mærke til at jeg holdt af Historien og derfor fik Lov at see Tragedier, som dem der morede mig meest. Svend Grathe, som man siden har nægtet at have existeret, da jeg i Anledning af Hauchs nye •135• Svend Grathes Opførelse yttrede: at jeg som Barn havde seet en Tragedie af samme Navn – (det var hos Fru Ferral den 27 April ved Middagsbordet); dette Svend Grathe og Dramaet Hans Sachs, oversat af Oehlenschläger, gjorde et dybt Indtryk paa mig; jeg gjentog lang Tid efter Ordene Svend Emunsøn! Svend Emunsøn! før bar Du Danmarks Krone – nu est Du Jarl i Skaane! og Hans Sachs lærte jeg næsten udenad, da vi senere altid gav det paa vort lille Theater, ved hvilke Leiligheder jeg altid blev vred paa Theodor, der læste sin Rolle op med altfor liden Begeistring og naar han skulde lade Jeremias Runge række Foden frem for at Hans Sachs kunde eftersee Skoen, der var gaaet itu, trak han altid saa voldsomt i Snoren, at Raadmandens Been snurrede flere Gange rundt. Dette Raadmandens Been var nemlig det eneste Lem i hele Personalet der var bevægeligt og derfor en Kilde til stor Glæde for Theodor og til min store Sorg ogsaa undertiden for Tilskuerne, der vare temmelig kjede af Hans Sachs og ”Tiderne”. Dette sidste, sjældne Stykke, forfattet af Carl er desværre gaaet tilgrunde. – Ja, det er Underligt! nu betragter jeg Theater og alt det Væsen maaskee med altfor strengt Blik, jeg kommer saa at sige aldrig i Theatret, jeg har i de 3-4 sidste Vintre været der 2 eller 3 Gange, og dog have Oehlenschlägers Tragedier maaskee bidraget meget til hele min senere Udvikling, idet de gave min barnlige Phantasie et Sving mod det Høie og det Dybe i Livet paa det Muntres Bekostning.