12. feb. 1843

12 Febr
Jeg føler mig atter bedre tilmode; mit Klynkeri staaer for mig nu som noget saa Usselt, at jeg maa undres over at saa lang Tid har kunnet hengaa i denne sygelige Stemning. Men derfor er jeg langtfra lykkelig. Mit Maleri bliver bedre, det kan jeg see, men det er blevet til under Klynk og Klage og kan saaledes kun være svagt. Det har i det Hele taget noget Nedslaaende for mig at tænke over min Stilling som Kunstner. Hvor sjælden besjæles jeg af en stor Tanke, som ikke indgives mig udenfra, og, paa den anden Side, hvor liden Livlighed og Friskhed er der i et Liv, der idelig bliver klagende. Det sunde Øie, kan ved sin Opfatning maaskee skjænke Vederlag for Mangelen paa Genialitet – jeg har ingen af Delene! Jeg maa søge Pladsen for min Virksomhed i mit eget Bryst, der har hvert Menneske faaet anviist sin Kampplads og held den! som der bliver Seierherre. Det var tidligt at Illusionerne svandt for mig, tidligere end jeg havde ventet. Var ogsaa det en tom Drøm, der skal svinde, det, som skabte Indholdet af denne Bog? min Kjærlighed, eller Anelse om Kjærlighed – gives der Mennesker, som kun ere istand til at [overstreget: fatte dette Ord] tage dette Ord i en uædel jordisk Betydning? – og er jeg blandt dem? jeg, som saae en Himmel i dette Forhold mellem Mand og Qvinde. Kommer den Tid da jeg maa tro det, da jeg maa sætte mig i Klasse med Dyrene – o, da var det bedre jeg var død, thi Livet maa jeg enten have reent misforstaaet, eller, jeg maa hade det, om jeg til •137• den Tid har saa megen Bevidsthed, at jeg kan fatte min Fornedrelse. – Louise Neergaard! saa vil de Timer da jeg drømte om Lykke hos Dig, dog være |af| de ædleste i mit Liv. Ræk mig Din Haand, hvisk mig Trøst i mit Øre, kald mig tilbage fra Fordærvelse, jeg er endnu for god til at gaae tilgrunde! Lad os som gamle sidde i vor Stue, lykkelige som paa vor Forlovelsesdag, velsignende det Øieblik da [overstreget: jeg] |vi| først mødtes, det Øieblik da der fødtes et nyt og bedre Liv i mig – – – Du kan ikke – det er altid mig som bliver den Modtagende, jeg kan ikke være Trøst eller Glæde for Dig, min Kjærlighed vilde være egoistisk. Og det er den eneste Pige, jeg har kunnet elske – vil der komme Nogen Anden, som vil sige: Du, Johan, er min Glæde, hos Dig er jeg lykkelig. Gud velsigne den Pigemund, som vilde udtale disse Ord af et oprigtigt Hjerte. – Naar jeg altid iløn nærer saadanne Ønsker, da kan jeg ikke være ret tilfreds, men dog er jeg det mere end før; jeg stræber at være mild og munter og skal søge at bekæmpe Mismod. Dog et stort Rum er tomt i mit Indre, og jeg er fattig med mit rige Hjerte. Salighed, naar engang en Pige, en Louise Neergaard vil udfylde Tomheden, som intet Andet kan skjule for mig. Skal dette klemte Bryst hæves af Henrykkelse engang? – eller skal mit Liv ingen Blomster bære? – Hvor tit sidder jeg ikke med den 71de Side i denne Bog opslagen for mig, ønskende at disse Øine vare vendte mod mine; men jeg turde jo ikke bede hende [overstreget: derom] |at see paa mig|, da jeg tegnede Originalen til dette daarlige Billede. Jeg er idag saa glad, som jeg kan være! •138• Nær til Helvede og nær til Himmerige gaaer Kunstnerens krogede Sti; og ad denne Sti, hvis Skjønheder dog altid rykke tilbage ved min Nærmelse, [overstreget: saa det] driver et Haab mig frem – et Haab om hvad? Jeg veed det ikke nærmere end: Lykke, Fryd af anden Art end den, jeg føler, naar hede Taarer brænder paa min Kind. Nu er jeg glad og dog er det min største Glæde, naar jeg kan være bedrøvet! Som jeg nylig læste: den trofasteste Elskerinde, der følger mig, naar alle Andre svigte, er mit Tungsind, hvad Under da at jeg elsker det! Disse Ord kunde jeg forstaae – altid seer jeg hende ved min Side, midt i Verdens Larm, vilde jeg beruse mig i Viin, jeg troer jeg maatte græde – Dyret stirrer paa mig med et underligt Tungsind, Drosselen slog allerdeiligst paa Frederiksværk i mørkt Veir i en fiin Støvregn; Landskabet var smukkest naar jeg følte mig afsides fra Mennesker med deres travle Larm, der hvor kun Dyrene græssede paa den grønne Skraaning eller inde i det Tykke af Skoven, der var jeg glad – der kunde Taarerne komme mig i Øinene. Derfor lød Middelalderens Folkevise saa rørende i mit Øre, thi selv de livligste have dog denne dybe Orgeltone der smelter det Haarde i mit Bryst og gjør mig til Barn paany. – Gode Gud! jeg takker Dig for Livet, det er dog værdt at leve!