7. sep. 1845

Søndag 7 Sept 45. Rom
Nei, jeg troer det er et forgjæves Haab: at jeg kan nogensinde komme i et saa- •92• dant Forhold igjen til Jerichau, som jeg tidligere har staaet. Han forlanger bestandig Retfærdighed og Frihed, og fordømmer paa det Haardeste enhver Synd imod disse, og dog bemærker han ikke det Tyranni han udøver mod sine Nærmeste. Saadanne føler jeg mig her bestandig mistænkt for slavisk Underkastelse, Feighed, Mangel paa sund Sands og Dømmekraft og alverdens Fordomme, kort alt det, han antager og ligefrem daglig siger at være Særkjende for de Danske, og vel helst for een, der saa bestemt erklærer sig for dansk som jeg. Det nytter Intet, at jeg yttrer mig derimod, eller fremfører Ting, som indirecte kunne modsige dette. Meget mere maa jeg vogte mig derfor, saa jeg virkelig hellere siger Ting, som jeg er i Uvished om jeg skal rakkes ned for, end jeg fremfører Noget, der ifølge hans Anskuelser maa være rigtigt, – thi i sidste Tilfælde er jeg ganske •93• vis paa at blive gjort ligefrem til Løgner, blot fordi jeg er fra Danmark, hvor han troer det er umuligt at gjøre visse Erfaringer. I hans Selskab, hvor man dog skulde vente Frihed, befinder jeg mig derfor altid som jeg var til Examen, og da han reent sætter til Side som en Umulighed, at jeg kan see Mangler ved og have følt mig opfordret til imellem at opponere imod mine Venner og Raadgivere hjemme, saa staaer jeg absolut for ham i det ækleste servileste Lys. At en Kunstner kan leve reent udenfor alle Intriger og den politiske Verden lader til at være ham en aldeles ufattelig Tanke. – Dersom jeg blot snart fik Penge hjemmefra, da troer jeg at jeg flyttede fra disse Mennesker, af hvem, og fornemmelig af Adolf, jeg havde ventet mig saa Meget, men som kun hidtil gav mig legemlig Hjælp, •94• den jeg var saa haardt trængende til. Men hvad jeg mere endnu skulde have takket dem for, det gav de mig ikke. Saaledes gaaer jeg her som den dummeste, fordomsfuldeste Autoritetsdukke, og staaer ikke i nogetsomhelst aandeligt venskabeligt Forhold, hvad her, hvor saa Meget kan læres vilde været mig af stor Vigtighed. De har den Tro om mig, at jeg vil vogte mig for ethvert Indtryk af fremmed, især tydsk Kunst; Vor Herre maa vide, hvad jeg da er reist ud for? Men her kommer det Syndige, synes mig i deres Opførsel mod mig. Jeg har nemlig sagt: at jeg i flere Aar hverken har gjort de Fremskridt som Kunstner, eller følt mig saa lykkelig i mine øvrige Forhold, som jeg kunde ønske, og derfor reiste jeg bort, i det Haab at fremmed Natur og Kunst atter skulde bringe Livet tilbage i mig. Havde nu ikke dette været Tilfældet, •95• havde jeg kunnet male med Lyst og Dygtighed, havde jeg ikke følt mig mismodig og tit ulykkelig – da skulde jeg aldrig søgt Reiseunderstøttelse. Men nu at betragte min Reise som en Adspredelsestour, en Fomøielsesreise, det er Uret, da jeg aldrig vilde kunne forsvare en saadan Benyttelse af Stipendiet. Dog, det maa Fremtiden vise, hvad Gavn jeg har forstaaet at drage af Reisen, og altsaa, hvor vidt jeg har misbrugt Landets Penge eller ei. Men hvor der er en Lyst til at vælte en saadan Beskyldning paa mig, der vil vanskelig kunne trives noget, som kan ligne Venskab og Velvillie. Dertil kommer: at jeg har maattet høre, at Høyen har protegeret mig, hvorved jeg beskyldes for et Creatur, der Intet fortjener for sin egen Skyld og han for at have været uretfærdig; det maa være saa, •96• eller[s] kan der ikke være Tale om ”Protection”. Boesen og Carmiencke fik Reisepenge tilligemed mig, og Meelby, Liebert, Dreier og Plum, jeg kan ikke tænke mig flere i Øieblikket, maa vel være de Forurettede. Det er maaske anmassende, men, om jeg aldrig skal gjøre et Strøg mere med Penselen, saa troer jeg, at en upartisk Dommer vil sætte mine [overstreget: tidligere] hidtil udførte Arbeider saa høit, at jeg idetmindste ikke skal skamme mig for nogen af de Nævnte, som om jeg ved Uret var foretrukket dem. Dreier og Meelby gjør det mig mest ondt for. Dreiers Arbeider har jeg altid holdt saa meget af, og Meelby har vistnok et saa stort Talent, at man maa undres over, at Stipendiet blev ham nægtet. Men, om Andre har lidt Uret, har jeg dog derfor ikke gjort Uret. – Nei, bort igjen! det er mit høieste Ønske, naar jeg •97• har seet i Vinter paa Roms mange Kunstværker; da bort igjen til de Mennesker, blandt hvilke, der maaske er Partiaand, men hvor der ogsaa er Hjertelighed, hvad jeg her savner saameget mere, som det var rimeligt at finde den, hvor faa Landsmænd leve afsondrede, og som det var, hvad jeg meest behøvede.