1. okt. 1845

Rom 1 October 45.
Gasparo
Iblandt de Mennesker jeg paa Reisen har lært at kjende, maa jeg ogsaa her nævne Gasparo, Model for Kunstnerne her i Rom. Han er selv Kunstner, men fattig og har Familie at ernære, saa han kan kun anvende ringe Tid til Arbeide, men maa tjene Brødet som simpel Model. Dette Menneske har et saa fiint, maaske eensidigt uddannet Øie, saa skarpt og fiint, som jeg saare sjældent har truffet det. Hans Bemærkninger have baade glædet og gavnet mig meget, og det fortjener Jerichau Roes for: at han agter dette Menneske saa meget, til mange fornemme Kunstneres store Forbauselse. Dertil kommer at Gasparo har et saa net og dannet Væsen, [overstreget: at han] saa frit og naturligt, at han forbauser mig tit; f Ex, naar han ganske nøgen sidder hos os og drikker Kaffe og ryger en Cigar til, da skeer det med en Frihed og Skjønhed •109• i alle Bevægelser, at jeg reent glemmer, han har ingen Klæder paa. Han har gjort flere smaa Sager i terra cotta i gammel-christelig Stiil meget smukke. Hvad der gjør mig ondt er, at han af Jerichau bliver trykket saa fuld af de grueligste Historier om Danmark, at han anseer det hele Land for: miserabile, som er det Udtryk han bruger om Alt fra Danmark undtagen Thorwaldsen, hvem han veed at indrømme Meget. Denne Model fører et Sprog, og har et Begreb om Kunst, som vilde gjøre mangen Kunstkjender Ære – men han er den fattige, overseete Model. Constantin Hansen kjendte ham her, og har, troer jeg, ogsaa agtet ham; men Gasparo holder ikke af Signor Constantinos Malemaade. Han har sit eget Portrait, smukt malet af Hansen, der har foræret ham det. Tillige har han sit Portrait malet af Rahl, en høistbegavet tydsk Maler •110• saavidt jeg kan skjønne af et Par Hoveder jeg har seet. Men om disse to Portraitter røg vi ogsaa sammen en Dag for Alvor. Gasparo havde bragt dem for at understøtte Jerichau i [overstreget: det] den Paastand: at Hansen kunde ikke male. Og nu kunde jeg paa ingen Maade see Hansen knuust i dette Tilfælde, hvor jeg uden al Partiskhed maatte give ham Fortrinet. At derimod et Hoved efter Modellen: Gratia, som her hænger af Rahl, er malet med en Bredde og en Farve, som Hansen aldrig har havt, det nødes jeg til at tilstaae, eller, meget mere: det indrømmer jeg gjerne; thi jeg kan godt paaskjønne Hansens Fortjenester ved Siden, og finder, det har altid noget hadefuldt at sammenligne saadanne Kunstnere, der ere hinanden saa ulige, som disse; hvorfor ikke nyde det Gode, som findes hos Begge. Nei, aldrig bliver jeg Kritiker, dertil løber Følelsen for stærkt af med mig, jeg duer ikke dertil. –