9. okt. 1845

Rom 9 October 45.
Igaar brød det atter ud imellem Adolf, Thorald og mig, og det med en Voldsomhed, som truede med: at herefter maatte vi være dødelige Fjender. Dog, da jeg bad Adolf tale med mig, og vi med mere Ro gik Sagen igjennem, da fandt jeg, at: kun Misforstaaelser havde gjort hans Yttringer saa hadefulde, som jeg havde troet at de vare. Hvad han havde sagt om Protection forklarede han aldeles fyldestgjørende, og, at jeg havde baaret mig kjeltringagtigt ad, tilbagekaldte han, som et Ord, sagt i Vrede. Thorald var ude af sig selv, det skal ikke regnes ham til Last, men da jeg imorges spurgte ham, om vi skulle glemme, hvad der var passeret, mærkede jeg vel, at han kan det ikke ganske. Det er Beskyldningen for Falskhed som er os i Veien, og selv den skulde jeg glemme, naar han vilde erklære: at det Falske, som maatte findes hos mig, var kun, hvad der fandtes hos de fleste Mennesker, naar de imellem tie eller yttre dem svagt, hvor de maaskee ikke burde gjøre saa. Saaledes fortolkede Adolf det, og jeg er tilfreds dermed. Men dette staae endnu uafgjort. Med •112• Adolf talte jeg mig aldeles tilrette, og hvorfor skulle vi ikke kunne det? Naar der ikke paa nogen af Siderne er Skygge af Had, da kan man røre ved de dybeste Saar, man har slaaet hinanden, uden at det gjør ondt. Og saadan gjorde vi, Alt blev gjennemgaaet, og jeg havde den lykkeligste og den ulykkeligste Følelse, jeg har fornummet i Italien, paa een Dag. Har jeg endnu fordret for Meget, naar jeg byder Fred og Forglemmelse [overstreget: paa] for saa godt Kjøb, som jeg her har antydet. Thorald troer at jeg har hadet ham i mange Aar, som ogsaa, at jeg igaar har sagt: at jeg vilde hevne mig. Det sidste havde, Gud være lovet! Adolf hørt mig sige, og bekræftede: at Thorald havde hørt feil; mine Ord faldt nemlig saa: at jeg kunde glemme alle Drillerier og Uenigheder mellem os her, men havde forgjæves stræbt at glemme, at de havde sagt: jeg var her ved Protection, jeg havde baaret mig kjeltringeagtigt ad imod dem, og, at jeg gik under falsk Flag; og de Ord skal blive hængende. Saaledes sagde jeg, men vilde hellere have sagt, som Meningen var: men de Ord ville blive hængende. |Her troede Thorald at høre: hævnede – hvordan???| De •113• to første Yttringer blev dog som bortdunstet i vor senere Samtale, og den tredie kan det, naar blot Adolf vil sige mig, at Thorald har ikke villet sige mig at være falskere, end alle Mennesker, med Undtagelse af de saare Enkelte, der kunne sige dem frie for nogensinde at have sagt en Løgn, eller at have tiet til Uret. Ordet ”hængende” har Thorald misforstaaet og deristedetfor hørt ”hævnet”, hvorved kommer frem Noget, der for mig er ligesaa latterligt som, at jeg skulde have baaret Nag til ham eller noget Menneske i mange Aar. Hvad jeg har paa Samvittigheden er meest med Hensyn paa mig selv, i mit Forhold til Andre er jeg saa rolig for, at aldrig Falskhed eller Had har skjult sig under Godmodigheds Kaabe; thi, enten er det saa: at jeg er velvillig stemt mod andre Mennesker, eller, jeg er en Skurk – og det sidste falder mig svært at tro. –