2. jul. 1845

Onsdag 2 July Schwarnbach Kl 9¼
Jeg gik med min gamle Fører: Michel Brumner, Kl 6½ fra Leukerbad over Gemmi Passet her til; men det er gaaet mig som det vilde gaae mange af mine Landsmænd: Sproget glipper, naar man skal beskrive, hvad man seer i Schweitz. I Passet selv saa jeg tværs over en Kløft midt paa en lodret Flade en lille Altan, men Ingen kunde [erindre?] at have hørt: at Nogen havde være der. En Stang hængte der endnu, som syntes at antyde, at man er klavret dertil.
[akvarel af en blå blomst, tilføjet i margin: Himmelblomst; tilføjet nederst på siden: Himmelblumen]
Denne lille Blomst traf jeg, da jeg havde passeret de første Sneedriver; den havde en Farve som den reneste Ultramarin, og ved nogle Exemplarer troede jeg at bemærke Tendents til en lignende Skjævhed i de enkelte Blade, som hos Vinkaen.

4½ Franc betalte jeg i maison blanche i Leukerbad, hvor Værten var en særdeles net Mand med et roligt ærligt Væsen.
7 Btz i Værtshuset Scharnbach: Brød Melk Smør.

•33•
Gemmi til kjærlig og langsommelig Amindelse.

[farvelagt tegning af Lundbye, der krydser Gemmi-passet med bjergtrolden Sindre på sine skuldre]

•34•
Kantersteg. cheval blanc.
Saa lad da her al min Galde, der alt længe har samlet sig, strømme ud. Allerede da jeg i Leuk opdagede, at de Herrer, jeg underveis havde søgt Oplysning hos, netop gjorde samme Tour som jeg, blev jeg lidt gal i Hovedet over, at de havde fortiet det, men jeg trøstede mig med Hollænderen: denn drink ei min beer alén. Jeg steeg over Gemmi men mærkede i løbet af Dagen, at jeg følte Smerte i det høire Knæ, hver Gang jeg steeg ned ad Bakke. Jeg ansaae det for ubetydeligt; men da vi hertil steeg ned i et Par Timer, og jeg intet Skridt kunde gjøre uden stærk Smærte, saa blev jeg lidt fortvivlet, opgav at komme videre tilfods, afskedigede min Fører og bestilte en Vogn her. Men det var en Affaire, som koster ordentlig. Føreren skul- •35• de have for en Dag – 6 Francs
og gjorde endnu Paastand paa en Douceur for Retour; han fik 3 Francs.
En Vogn herfra til Interlachen, 20 Francs
og Middagsmad her kostede 2 Francs.
I Interlachen skal jeg see Jomfruen; men det maa jeg sige: hun bliver sandelig pebret. Gud give, hun svare til Forventningen. Min eneste, min jammerlige Trøst er ellers: at jeg dog een Dag i mit liv have levet gentlemenlike! Men nu ogsaa saa hurtigt som muligt tilbage til Genf og derfra over Marseille til Rom. Nu skal vi see hvormange Dage, jeg behøver dertil. – Ganske uden Glæder var dog denne Dag ikke: foruden den lille Blomst, jeg tegnede, som med Rette her kaldes: Himmelblume, baade for sin Farve og sit Hjem, plukkede jeg deilige Martzvioler (den 2 July) vellugtende og ligesom vore i alle Maader. Og jeg gik, da vi vare komne •36• op i den høie, sterile Dal med sine Sneedriver, hvoraf jeg hyppigt spiiste, og glædede mig over den Høie lette Luft; saa deilig en Temperatur kan jeg ikke mindes at have fornummet andensteds; thi skjøndt det stærke Solskin saa var dog Luften saa lidet besværende, men vi vare ogsaa over Sneelinien. Iblandt de talløse Driver var een vældig, uhyre Sneemasse; men den var smudsig, og, hvad der forundrede mig: fuld af Stene. Min Fører sagde: at det var en Lavine; hvad til fulde forklarede denne underlige Udspækning med Stene. Et deiligt Ekko havde vi flere Steder, og da vi kom lavere: Græsplæner med det deiligste Hornqvæg ved rislende Bække, hvori de gik ud for Varmen. Men nu maa jeg nok afsted til Interlachen (entre les lacs?). –

•37•
Herfra viser Blümlisalp med sin Sneetop sig ganske deiligt. Ligesom ogsaa det Bjerg, hvorfra jeg med saa stor Qval er steget ned. Fra Gemmi saa jeg Matterhorn paa den anden Side af Wallis. – Det er modbydeligt her at see de mange Critinere, det er saa almindeligt, at denne Udvæxt synes at høre med til den menneskelige Skabning; dog maa jeg sige: at jeg er hidtil forskaanet for at see det i nogen høi Grad. – Jeg havde gjerne her gjort en Tegning af Blümlisalp, men man driver paa mig. –

Interlachen. Hotel zur Jungfrau.
Veien hertil var henrivende deilig. Dalen, hvori Kantersteg ligger er venlig og sluttes (naar jeg saae tilbage) af det prægtige Altels med sin brede Sneeflade. Blümlisalp viiste sig hele Veien smukt og snart fik jeg ogsaa Jomfruen at see. Hun var ikke som jeg havde tænkt mig: ganske sneebedækket; [overstreget: tvertimod] men •38• mange Steder stak Stenen frem, og den var rød; den deiligste Harmoni fremkom derved. Thuner Sø – ja jeg mangler Ord til at beskrive disse yndige Egne. De Mennesker jeg saa underveis leed jeg bedre, især Fruentimmerne, blandt hvilke jeg saae mange meget smukke. Flere af dem havde, som det forekom mig, alt et italiensk Anstrøg, saa grandiose saae de ud. Men da jeg ad den yndige Vei nærmede mig Interlachen og Solen stod lavt, da tittede paa eengang en Sneetop deiligt frem bag det nærmere Bjerg. Min Kudsk vidste ikke Navnet; men saasnart jeg var paa mit Værelse, hvorfra jeg seer den, da tegnede jeg straks et Udkast af den med Vandfarve; Solen gik ned, og Billedet ligger ufuldendt for mig. Ved Theebordet spurgte jeg Kellneren, for dog at sige Noget, om Navnet paa denne Sneetop. Det er: die Jungfrau, lød Svaret. •39• Jeg blev uhyre glad, en herligere Overraskelse kunde jeg jo ikke i Øieblikket tænke mig. Kudsken havde bestemt benægtet: at man fra Interlachen kunde see Jomfruen, og sagt: at jeg for at opnaae det maatte gaa til Lauterbrunnen – og see! der laae den i det rødgule Aftensolskin mod den pletfri blaae Luft. Jeg havde tegnet den, havde Billedet i min Bog, inden jeg vidste, at jeg eiede en Erindring om det Bjerg, som jeg barnagtigt nok, har kastet al min Kjærlighed paa, vist kun for Navnets Skyld, og saa fordi, jeg alt som Barn fik et Begreb om det af Baggesens Labyrint. Den Beskrivelse har jeg for længe siden glemt, men jeg er vis paa, at Indtrykket, Forestillingen, jeg har havt, er endnu tro og uforvansket. Maatte jeg da endnu til denne Glæde have den: at kunde fuldføre Tegningen imorgen, kun gjøre ganske lidt ved den med en Pen, da skal jeg aldrig klage over den- •40• ne Dags voldsomme Udgivter. Jeg har nu hørt saa meget tydsk, at jeg troer at turde gjøre en lille sproglig Bemærkning: at det smukkeste Tydsk tales i det nordlige Tydskland. Da jeg kom til det Schwabiske klang det for mig som om det var Nordmænd, der talte Tydsk, og her i Schweitz er Folkesproget afskyeligt. Jeg husker maaskee et par Sætninger saa nogenlunde: Das mist s’e mache’ lasse’ – Ja, Herr! ik will ehne glik zäge. (Das müssen sie machen lassen – og – Ja Herr! ich wille es ihnen gleich seigen). Hinterlache’ (Interlachen) o s v. bestandig snapper de Endelsen bort.
– Schweitzerne, som jeg har fundet dem er et afskyeligt Folk, som jeg formoder, ødelagt ved de mange Reisende. Det første Ord de siger, er: Penge! det næste: Navnet paa et af deres himmelhøie Bjerge. Derpaa atter: Penge! Pfui! for en Nation, der paa den Maade bruger sit Fødelands Skjønhed – det •41• er det haardføre, gjæstfri, tarvelige, ærlige, fødelandselskende Bjergfolk, der for det øvrige Europa staaer i en saadan Glorie. Man kan dog hjemme hos os spørge om Vei eller bede om en Drik Vand uden strax at gribe i Lommen; det sidste forlanger jeg aldrig her uden at spørge, hvad det koster, og mere end een Gang har jeg maattet betale det, og hvad det Første angaaer, saa er Veiviseren en sand Blodigle, thi han nøies ikke med de ham efter Taxt bestemte 6 Francs om Dagen; han forlanger Fortæring, eller tager den, som min Fører idag uden videre af mine Levninger, Drikkepenge, Retourpenge osv. osv. – Mon der nu dog ikke skulde være kommet et Brev til mig, naar jeg atter naaer Genf. Min gamle Moder kan umuligt lade mig saalænge vente; bare jeg ikke har opgivet en for rundelig Tid, saa at flere Breve maaskee gaae reent tabte. – Hvilken underlig Dag det var: Sorrig og Glæde de vandred tilhobe.