11. sep. 1842

11 Sept. L M N
Louise Marie Neergaard! endnu hænger mine Tanker ved Dig. – ”Mand er Mands Glæde – Træet fortørres, som staaer i øde Torp og dækkes hverken af Bark eller Blade, saa er den Mand, hvem Ingen ynder, hvi skulde han længe leve? – Taaber af Kloge gjør Menneskens Sønner den mægtige Elskov – men Ingen det undre, at anden Mand Kjærlighed hylder; den hulde Skabning, som gjør ringe Indtryk paa Tossen, tit rører den Vise!” – Vel veed jeg, at jeg er hverken viis eller klog, og tillige, at jeg ikke staaer saadan ene, at Ingen skulde ynde mig; men dog maatte jeg tænke paa disse Steder i Havamaal, med Friskhed og Liv, trods deres høie Alder, endnu for vor Tid. Det er det Sande: at denne Pige har gjort stærkt Indtryk paa mig, men denne Kjærlighed seer jeg af de foregaaende Blade har ogsaa gjort mig til Taabe. Hvortil henskrive dette Visvas, det er nok: jeg vil gjemme hendes Minde, saalænge jeg nærer noget Haab om at vinde hende, eller, til jeg erkjender, min Følelse for hende var ikke sand Kjærlighed. Dog saaledes maa jeg nu betragte den; men det er ingen Fordom at en Mand skal kunne føde sin Kone, og derfor, bort med alle Tanker om Frieri og Forlovelse til jeg staaer fastere paa mine Been. Over 14 Dage har jeg nu været paa Vedbygaard, har daglig seet hende, daglig glædet mig ved hendes milde Kjærlige Væsen, men endnu ingen Spor fundet af hvad der kunde ligne Kjærlighed til mig. Hun er ikke min, hun er god, for god til mig. Aldrig vil jeg glemme den Omhu, hvormed hun pleiede sin ældste Broder, der blev syg, imens jeg var der, heller aldrig hendes Ord paa de Spadseretoure, hun og Louise Lundbye tillode mig at deltage i. Den 3 Sept. gik hun med os til en Bakke, som H.C. Andersen •53• har døbt: Deiligheden. Jeg tegnede her et Udkast af Egnen i min lange, kjære Bog, hun selv har givet mig; det blæste, og venligt tilbød hun at holde paa Bladet, der flagrede for Vinden – hvor var jeg henrykt mens jeg tegnede dette Udkast, hendes Øine fulgte min Pen, hun sad der saa tæt ved mig, havde vi været ene, jeg kunde have tilstaaet hende, hvor kjær hun var mig. – Den 27 August var det den gamle Jomfru Bonas Fødselsdag. Man opfordrede mig til at arrangere nogle Tableauer; den ene skulde forestille [overstreget: H] Spaaqvinden, der forudsiger Hyrdedrengen sin tilkommende Storhed som den mægtige Pave Sixtus eller Gregor, jeg kan ikke huske det. Hun var Moderen, og jeg forbausedes ved at see, hvor hun var kjøn i den Dragt, vi i en Hast havde lavet sammen, hun er jo ellers ikke kjøn, jo, naar hun om Aftenen efter en Spadseretour i Hast havde hjulpet paa de nedfaldne Krøller ved at samle Forhaaret og lægge det i een tyk Lok bag Øret, da var hun st smuk, men det troer hun ikke selv. – Samme Aften tog hun en ældgammel kostbar Dragt paa, de har i Familien fra hendes Bedstemoders Tid, fik en Art Sæt lavet sammen, jeg troer af et gammelt Slør med kostelige Kniplinger, [overstreget: og] en Vifte i Haanden og skulde saaledes ligne et gammelt Familieportrait, som vi finde dem fra forrige Aarhundrede. Ogsaa der saae hun godt ud. – Saaledes mindes jeg mange Ting fra dette Besøg, men intet er mig saa kjært, som Erindringen om vor Vandring til Deiligheden, da hun gjorde mig opmærksom paa den deilige Belysning paa den fjerne Slette hiinsides Thissøen, og senere sad og holdt taalmodigt Bladet, hvorpaa jeg tegnede – og hendes og Louise L’s Følgeskab, da jeg tilfods forlod det kjære Vedby. •54• De fulgte mig til Korset paa Veien ad Skellebjerg til, det Kors, jeg har tegnet i den lange Bog 5 Sept; her vendte de om efter at hun givet mig Frugt til at lædske mig paa underveis. Ved dette Kors saae jeg Dig sidst, venlige Pige! hvor skal vi næste Gang mødes og hvordan?