20. aug. 1842

20 Aug
I 8 Dage har jeg været i Valby hos Brandis’s Forældre paa det yndige Valhøi. Det deiligste Veir havde vi, Aftener jeg sjeldent har seet kjønnere, naar Maanen speilede sig i Kallebostrand og lige ved Siden af det lyse Skimmer saae vi de røde Blus i Baadene, der var ude paa Aalefangst. Jeg malede en Skizze af Stedet bestemt til en Gave for Frøken Marie, der nu skal have Bryllup. Hvor gjerne vilde jeg ikke opskrive Noget af hvad jeg der oplevede, jeg kan det ikke nu – Alle mine Tanker ere igjen rettede paa den gamle Længsel efter at gjensee Louise Neergaard. Da jeg i Aftes kom hjem til Moder fortalte Louise Lundbye, at hun paa Tirsdag reiser til Vedby; hun bad mig følge sig, og jeg sagde nei, fordi jeg vel vidste, det vilde ikke være til Gavn for mig, men nu higer jeg dog derefter, higer efter paa ny at oprive det allerede næsten lægte Saar. Jeg har trængt hendes Billede tilbage, og, da Rygtet talte om hendes Forlovelse, troet, at jeg havde revet hende ud af min Sjæl; men Rygtet talte vist ikke Sandhed, og hun staaer atter for mig som den, der kan gjøre mig lykkelig, om hun vil. Jeg troer [overstreget: hun] jeg reiser med, seer hende endnu engang, tilstaaer hende min Kjærlighed, eller – tilbage i det mindeløse Rum, thi, skal hendes Minde bandlyses af min Erindring, vil selv mine kjæreste synes mig tomme. Tør jeg ikke forlove mig? skal jeg hellere gaae og lide under disse Længsler, hvorved jeg gjøres uskikket til Arbeide og Alt. Velsignede Pige! stød mig ikke bort, jeg mener Dig det godt – endnu er der noget Godt i mig, det kan Du frelse, det skal tilhøre Dig, skabe Dig al den Lykke og Glæde, jeg kan gjøre Dig, – O, jeg troer jeg maa reise for at see Dig, vinde Din Kjærlighed, eller – flye Dig, Dit Minde kan dog ikke slettes ud, det staaer for dybt i min Sjæl. –