21. nov. 1842

21 Nov.
Igaar Eftermiddags gik Skovgaard og jeg op til Præsten Grundtvig med nogle Tegninger vi havde gjort til hans lille Danmarks Historie for Børn; det var flygtige Udkast til Træsnit som skulde ledsage andet Oplag af den lille Bog. Vi blev der og drak Thee, og for første Gang havde jeg Leilighed at tale med denne udmærkede Mand, som jeg dog maa ansee for den mægtigste Aand i Norden i vor Tid; ja, jeg kjender ingen Anden der i den Grad kan begeistre og opflamme det synkende Mod. Er han ikke som en af de gamle Profeter, naar han spaaer om kommende Dages Glands; han seer en lys Fremtid for Danmark og mit forsagte Sind kan ene tro ham. Han er den eneste der kan trøste for den Modløshed og det Vilderede, hvori vi leve. – Nu talte jeg ogsaa med hans Søn Svenn, hvis prægtige Ansigt altid har nødt mig til at hilse ham, hvor vi mødtes. Det seer ud som Faderen i ham opdrager en dygtig Eftermand: 18 Aar er han gammel og allerede har han udgivet en vakker Samling af engelske og skotske Kæmp[ev]iser paa Dansk. Datteren Meta er en yndig Pige og Moderen har ogsaa noget høist Elskværdigt i sit Ydre og Væsen, saa jeg fandt det Sandt, at Grundtvigs huslige Liv var lykkeligt og smukt for saa vidt jeg kan dømme af et Ophold af nogle Timer i hans Familie. – Derfra gik jeg ud til Bauditzes, hvor jeg traf Kloss, der gjorde Reisen med Thetis til Middelhavet. Han fortalte om Rom o. s v. – Inat •93• drømte jeg ret tydeligt og omstændeligt at jeg var blevet forlovet med Frøken Margrethe Bauditz, den deilige Pige. Men midt i min Glæde herover, mindes jeg dog, stod altid Louise Neergaards Billed for mig, paa en Maade bebreidende, saa jeg selv nu, lysvaagen, kan ikke tro Andet end: at hun dog er den Eneste, jeg har elsket. Hende seer jeg saa sjældent, og aldrig saae jeg hende saa elskelig som inat, da hendes milde Øie syntes at sige: har Du glemt mig? – Og dette Udtryk og disse Ord, Fostere af min egen taagede Hjerne, dem kan jeg dog have Lyst at sætte et Slags Lid til. –