25. nov. 1842

25 Nov. til LMN!
Allerede fra den første Gang jeg var paa Vedbygaard har jeg næret det Ønske: at De vilde dele Livets Glæder og Sorger med mig. Jeg var dengang næsten Barn endnu og har siden søgt at forjage denne Tanke men hvergang jeg har seet Dem er den kun blevet mere levende. At et saadant Ønske opsteg ogsaa i mit Bryst er naturligt og uskyldigt, derfor skammer jeg mig ikke ved at yttre det for Dem. Jeg frygter for Lidenskab og har derfor med Ro overveiet, hvad jeg gjør, idet jeg er i Begreb med at gjøre det Skridt, hvor det af alle er vanskeligst [overstreget: og] at give Hoved og Hjerte hver sit. Det huslige Liv kan ene tilfredsstille mig i mine Drømme om Fremtiden, jeg vilde blive høist ulykkelig om jeg ene skulde henleve mine Dage. Men her kan jeg ingen Overtalelse anvende; har De, hvad der synes at fremgaa af flere Yttringer |jeg har hørt| saavel af Dem selv som af Andre om Dem, vundet den Fred, som ene opnaaes ved tunge Offere ved et fromt Sind, der selvopoffrende hengiver sin hele Tilværelse for Andre, har De det, da vilde •94• det være syndigt at gribe forstyrrende ind i Deres Ro. Jeg har Intet af denne Verdens Goder at byde, ja, meget mere, jeg har Armod og Mangel maaskee ivente – det kan jeg rolig see imøde for jeg har følt at Kunstnerens Liv er dog rigt. Denne Rigdom og et ærligt Hjerte er, hvad jeg har at byde Dem, det er nok til at skabe den høiste Lykke som Jorden kan give, den Fattiges Lykke er ikke ringere end den Riges. Jeg kan saa daarligt skjule mit, hvad der foregaaer i mit Indre, at De sikkert alt maa have bemærket, at jeg blev glad, naar De traadte ind, [overstreget: bedrøvet, naar jeg saae Dem gaa bort] naar De henvendte Dem til mig, naar jeg torde sidde ved Siden af Dem og tegne. Denne Glæde har jeg aldrig følt ved nogen anden Piges Nærværelse, og det troer jeg er Kjærlighed, saa reen og uskyldig, at jeg derpaa tør bygge min Fremtids Lykke. Jeg har været tilfreds og lykkelig ved hvad Skjæbnen hidtil har tildeelt mig; men jeg kan næsten ikke fatte den Tanke: at Louise Neergaard vil kalde sig min! Hvor skal Brystet rumme en saadan Fryd! – – – – O, Gud! en saadan Fryd skal aldrig sprænge mit beklemte Bryst. Hun er for god – jeg er for svag. –