26. nov. 1842

26 Nov.
Moder er idag ikke rask, hun har lagt sig; vi have det Haab, at det kun er hendes sædvanlig slemme Hovedpine. Stakkel! hun er meget bekymret for Joachim. Hun føler vel neppe de Byrder hun maa bære, aldrig hører jeg hende klage over at Livet er hende glædetomt. Hendes Hænder, som før var bløde hærdes ved det haarde Arbeid, hun maa gjøre, ja, en Karl, som forleden hjalp hende, og som har •95• kjendt hende paa Frederiksværk, og maaskee der modtaget Godt af hende, sagde: Kors! hvad Fruen nu maa gaae! Saaledes gaaer Dagene hen ikke uden at vi maa savne ham, der dog ikke lod os savne Beqvemmelighed, ihvorvel han kun havde Lidet at give af. I Krogen ved Vinderød Kirke saae jeg de sænkede hans Kiste ned, der hviler han i Fred, og Gud har været ham en naadig Dommer.
– – – Hvad skrev jeg igaar? Gud hjælpe mig, skulde min Lykke afhænge af saa matte Ord; men stod jeg for hende, da behøvedes intet Ord og hun skulde dog læse Spørgsmaalet i mit Øie. – Mine glade Dage blive færre og færre – jeg gjorde mig en Glæde af at male et lille Skovparti, strax de første Dage, jeg var flyttet hertil, og troede ret deri at lægge min hele Stemning; hvor tit har jeg ikke siddet i den kjære Vinderød Skov eller paa Høbjerg og vel mægtigt følt Naturens Trøst i den dybe, dæmrende Dal lige nedenfor Carlsgave Allee, hvor tit sad jeg ikke der, naar noget gik mig imod. Jeg kunde da reise mig og være bedre tilmode, thi Naturen havde paa disse Steder en Alvor og Ro, der deels harmonerede med min egen Stemning og tilmed var istand til at mildne den. Noget saadant tænke jeg paa, men blev igjen nedslaaet, da Høyen paa sin Forelæsning yttrede, at saaledes tænke de unge Kunstnere tit: at de male af en indre Trang, naar de kun i Virkeligheden gjøre et Studie. Jeg har jo aldrig søgt i Skovenes Dybder Motiver til mine Malerier, og dette kan •96• da vel ikke komme over: et kludderagtigt Forsøg. O, hvad er vel det Hele, naar vi gaae med Ormen i Hjertet, den, der gnaver paa vor Moralitet, den gnaver ogsaa paa vort Livs Lykke. –