29. nov. 1842

29 Nov.
En Dyremaler maa ret sætte sig ind i Dyrelivet, uden det vil hans Arbeider blive kolde og døde. Jeg griber derfor med Begjærlighed Leiligheden, naar den gives til at see, naar man tumler med Kreaturer. En svær Tyr skulde idag slagtes hos Riedewaldts, og jeg gik derfor igaar Eftermiddags i et grueligt Føre til Jægersborg, blot for at see Virkningen af det bedøvende Øxehug, og dog er jeg ingen Ven af slige Bøddelscener, kan ikke engang ret godt taale at see Blod, Mishandlinger af Dyr, store eller smaae, til Gavn eller Skade. Denne svære Tyr har jeg selv tegnet, har seet den udvikle de svære Lemmer og det alvorlige Sindelag, der ikke rigtig godt tillod andre end en bornholmsk Rygter at passe den; den samme Rygter var ordentlig bevæget: den har aldrig gjort mig nogen Fortræd og nu maa jeg dog lokke den hen, hvor den skal bindes. Med en underlig Følelse betragtede jeg dens sidste korte Vandring og Tilberedelserne. Med megen Varsomhed og med mange gode Ord lagde man den et Par forsvarlige Strikker om Halsen og bandt Hovedet tæt hen til en indrammet Ring, bandt den derpaa et Klæde for Øinene; men da dette faldt af, lagde jeg Mærke til at Slagteren holdt Øxen bag ved sig, som om Tyren ved Synet af den skulde kunne forbinde nogen Tanke om, hvad der forestod den. Bag Hornene faldt det svære Hug, og, i samme Nu styrtede Dyret med et Udtryk af Smerte, og, jeg kan bedre sige Gru, [overstreget: i hvert Lem] som altid giver en voldsom Død noget rædselsfuldt. Resten •97• saae jeg ikke. Jeg havde næsten tvivlet om Muligheden af, ved eet Hug at faae et saa svært Dyr til at segne – der maatte nok flere til at dræbe det, men dem hørte jeg kun drøne i den mægtige Pande. Og, mærkeligt nok, Slagteren bad en Bøn før han huggede til. Selv saae jeg ham stille sig hen ved en Vogn med Hovedet støttet paa de blottede Arme, saaledes stod han stille nogle Øieblikke, og Folkene sagde, han bad altid før han gav sig i Lag med et saadant Arbeid. Mon han tænkte paa den Fare et feilt Hug vilde bringe ham i? jeg veed det ikke, men kom til at tænke paa Karlen, der tjente som Kudsk hos Onkel Bonnevie, Præsten i Vallekilde, som hvergang han skulde kjøre for Døren gjorde sig et Ærinde frem til Hestenes Hoveder, og der, som han troede ubemærket, med Foden gjorde Korsets Tegn paa Jorden foran. ”Vil Du bede, da gak ind i Dit Lønkammer!” Syndede han mod disse Ord. – nei! – han søgte at skjule sin Hensigt ved at sysle med Spænder og Remme; jeg kunde godt lide den fromme Tro, som laae til Grund for denne Overtro.
– – Dog er det ikke det Gruelige, der især interesserer mig i Dyrelivet. Nei, det gaaer der som i Menneskelivet, hvor der er Fred og Ro udbredt, der er jeg gladest. Hvor tit gik jeg ikke et Aar, jeg var paa Vedbygaard paa en Tid, da Kvæget var inde, om Aftenen i Skumringen ned i Kostalden og glædede mig ved den trygge Lyd af de gumlende, dybtpustende Dyr; imellem vender een sig og brummer godmodigt, og, er det lyst, og man gaaer tæt hen og seer en Ko i Øiet, da har jeg altid fundet en Godmodighed, og, jeg kunde sige, et moderligt Udtryk i det store dunkle Øie, der dog har det samme sørgelige, som udmærker alle Dyrs Øine; selv om Hunden, Hesten er glad, dens Øie er dog trist – en Hegelianer vilde maaske kalde det: Udtrykket af Længsel efter Forløsning! men naar de •98• spille paa dette dybe Suk i Naturen efter Forløsning, da kan jeg ikke forstaae dem, jeg kan kun ane noget Kjønt i denne Tanke, naar jeg stirrer i et Dyreøie, som da jeg paa Sletten i Dyrehaven engang nærmede mig en anskudt Hind; den kunde ikke gaae, men stod da jeg kom hen til den endnu opreist, dens Kammerater forlod den nødig, de strakte de smekkre Halse og vendte de brede Øren imod den. Dette store dunkle Øies Udtryk tænker jeg tit paa. Jeg er tit glad ved Dyr og Børn, de Voxne due – – –