28. jan. 1843

28 Jan
Da jeg i Skumringen gik til Høyens Forelæsning mødte jeg i Bredgaden to Damer, af hvilke den Bageste vendte sig om og saae efter mig ligesom jeg var gaaet hende forbi. Jeg blev opmærksom og dreiede ligeledes Hovedet – det forekom mig: det var hende! Skulde det slette Veir have holdt dem tilbage; imorges skulde hun jo have reist. – Hun har gjort mig til en svag Stakkel – kunde hun ogsaa gjøre mig modig og trøstig igjen! Jeg har forlænge og for meget givet efter for Drømmerier, hvad har jeg vundet? man spørger: hvad gaaer der ad Lundbye, hvorfor piber han og hænger med Hovedet? Det var vel, jeg hørte det; lad mig være opmærksom paa mig selv, at ikke for Mange skulle lade mig høre min Svaghed; er jeg kommet i Ord derfor, da bliver jeg let en Stakkel. Betroer man sig til Mange og hengiver sig til dem, træder de en i Snavset og leer en ud, nei! Livet er en Kamp fra Ende til anden – Kamp |for| Tro, Lykke, Udkomme, mod egne Lidenskaber! Men frisk og livlig maa man være, naar den skal vindes – jeg vil nødig klynke mere!!! –